Simon O. Rasmussen

Simon O. Rasmussen

Underdirektør

sra@tekniq.dk

7741 1551

6069 8891

Kontrol: To ud af tre LED-produkter er ulovlige

Sikkerhedsstyrelsen har fundet fejl på 19 ud af 30 tilfældigt udvalgte LED-belysningsprodukter. Fabrikanterne skal stramme op, lyder det fra både Sikkerhedsstyrelsen og TEKNIQ.

Der var fejl i 19 af 30 tilfældigt udvalgte LED-belysningsprodukter i en stor kontrol, som Sikkerhedsstyrelsen netop har offentliggjort på sik.dk.

Resultatet af Sikkerhedsstyrelsens kontrol er, at ét produkt er blevet tilbagekaldt og ét andet produkt er blevet salgsstoppet. Derudover måtte fabrikanterne af 17 produkter ændre på produktets konstruktion, så det kunne leve op til sikkerhedskravene.

I kølvandet på indsatsen beder styrelsen nu fabrikanter og EU-importører om at stramme op på kontrollen med produkterne.

Hos TEKNIQ Installationsbranchen er man overrasket over, hvor mange fejl kontrollen har afsløret.

”Tallene er voldsomme og jeg er fuldstændig enig med Sikkerhedsstyrelsen, når de beder fabrikanter og EU-importører om at stramme op på kontrollen. Fejl i 19 ud af 30 testede produkter er naturligvis ikke godt nok,” siger Simon O. Rasmussen, underdirektør i TEKNIQ, der repræsenterer de danske el- og vvs-installationsvirksomheder.

Fabrikantens ansvar

De fejl, som Sikkerhedsstyrelsen fandt, var hovedsageligt på delkomponenter brugt i produkterne, og de fleste fejl var desuden svære at se uden at skille produktet ad og have teknisk kendskab. For eksempel var isolationsafstandene for små eller isoleringen utilstrækkelig i 11 af produkterne.

Ansvaret for at kontrollere delkomponenterne ligger hos fabrikanten, konkluderer Sikkerhedsstyrelsen, og det er Simon O. Rasmussen enig i.

”Det er meget vigtigt, at installatørerne og ikke mindst forbrugerne kan stole på CE-mærkningen af produkterne. Det er entydigt fabrikanternes ansvar at sikre, at produkterne er behørigt CE-mærket og lever op til kravene,” siger Simon O. Rasmussen og understreger:

”Men installatørerne kan med fordel sikre sig, at der med LED-produktet følger en dansk brugsvejledning og at fabrikantens eller EU-importørens adresse fremgår af produktet,” siger Simon O. Rasmussen.


TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.