Tina Voldby

Tina Voldby

Underdirektør

tvo@tekniq.dk

7742 4238

2012 8283

Beskæftigelsen stiger stadig i installationsbranchen

Landets el- og vvs-installationsvirksomheder overgår forventningerne til beskæftigelsen i årets første tre kvartaler. Ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne er der dog tegn på, at væksten i beskæftigelsen er fladet ud i vvs-branchen.

Der er stadig godt gang i ordrebøgerne hos de danske installationsvirksomheder – og det kan aflæses i beskæftigelsen. Ifølge helt nye tal fra Danmarks Statistik var der i alt 48.348 ansatte i installationsbranchen i 3. kvartal 2019, hvilket er en vækst på 1,7 procent i forhold til samme tidspunkt året før.

”Det understreger også, at virksomhederne, trods en meget lav ledighed, har været i stand til at tiltrække medarbejdere – dels ved at tage flere lærlinge og dels ved at ansætte både ufaglærte og udenlandsk arbejdskraft. Samtidig har man formået at trække nogle af de medarbejdere tilbage, som ellers var søgt mod andre brancher,” siger Tina Voldby, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Tallene overgår TEKNIQ Arbejdsgivernes egne forventninger for året, som forudser en vækst i beskæftigelsen på 1,5 procent. Der er dog stor forskel på, om man kigger på el- eller vvs-branchen. For mens elbranchen har retning mod en beskæftigelsesrekord igen i år med en stigning på 4,6 procent i forhold til samme periode sidste år, så er vvs-branchens beskæftigelse 2,8 procent lavere. Vvs-branchen har dermed stadig et stykke vej til toppen i 2007, hvor den havde 19.500 beskæftigede.

”Det skyldes nok primært, at det ikke mindst i vvs-branchen er ganske svært at finde medarbejdere med de rette kompetencer. Derfor er det også helt afgørende, at vi fortsætter arbejdet med at sikre den fremtidig strøm af dygtige faglærte, hvis ikke manglen på arbejdskraft skal udvikle sig til en alvorlig stopklods for virksomhedernes vækst,” siger Tina Voldby.

Kilde: Danmarks Statistik


TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.