Niels Jørgen Hansen

Niels Jørgen Hansen

Adm. direktør

njh@tekniq.dk

7742 4232

4074 4360

Finansloven skal hjælpe forbrugerne til at blive grønnere

En kommende finanslov skal gøre det billigere og lettere for danskerne at vælge den klimavenlige bil og varmeløsning i hjemmet. Vi skal høste de lette klimagevinster allerede nu, lyder opfordringen fra Dansk Energi, Autobranchen Danmark og TEKNIQ Arbejdsgiverne, der sammen anbefaler seks grønne politiske tiltag.

Hvis flere danskere kører i elbil og får en grøn varmeløsning i hjemmet, kan vi allerede i dag mindske udledningen af CO2 i Danmark markant. Derfor opfordrer de tre brancheorganisationer Dansk Energi, Autobranchen Danmark og TEKNIQ Arbejdsgiverne politikerne til at bruge finansloven til at hjælpe danskerne til at få et grønnere energiforbrug. 

"Elbilerne og varmepumperne findes. Nu skal der politik på bordet, der guider danskerne i en grøn retning, når de køber bil eller skal udskifte det gamle oliefyr. Det er fint at tale om målsætninger i 2030, men det må ikke skygge for, at vi med enkle tiltag kan hjælpe den almindelige forbruger til at komme af med fossile brændsler allerede i dag," siger Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi. 

Ro om afgifterne på grønne biler

De tre brancheorganisationer opfordrer Folketinget til at holde afgiften på el til biler i ro samt sikre, at der kommer flere ladestandere op i hele landet. 

"Forbrugerne skal vide, hvad det koster at købe og køre i en elbil. Derfor skal afgiften på strøm til biler og bilafgifterne holdes i ro i de kommende år. Og vi skal give flere lyst til at investere i ladestandere i hele landet, hvis vi skal have danskerne over i elbiler," siger Gitte Seeberg, adm. dir. i Autobranchen Danmark. 

"Vi skal have elektrificeringen op i fart. Afgifter på energi til opvarmning og transport skal indrettes, så de får danskerne til at vælge den klimavenlige energi. Og opsætning af ladestandere bør igen være en del af BoligJobordningen, da det er en stor ekstra omkostning for dem, der overvejer en elbil," siger Niels Jørgen Hansen, adm. dir. i TEKNIQ Arbejdsgiverne. 

6 grønne anbefalinger

De tre brancheorganisationer holder i dag klimaarrangementet ”Fra grønt valg til grøn hverdag – hvordan får vi alle danskere med?”. I den anledning præsenterer de seks politiske anbefalinger, der her og nu vil kunne hjælpe danskerne over i elbilen og til at få et mere klimavenligt energiforbrug i deres boliger.

  • Fasthold afgiftsfritagelsen på ladestrøm til biler, så afgiften ikke stiger fra nytår. 
  • Forlæng den nuværende registreringsafgift på grønne biler. 
  • Nytænk BoligJobordningen, så den omfatter opsætning af ladestandere ved ens bolig.
  • Afsæt en pulje til opførelse af ladestandere rundt i Danmark – bl.a. målrettet boligforeninger.
  • Hjælp folk af med oliefyret fx ved at øge ’skrotningspujlen’. 
  • Sikr et effektivt energiforbrug i bygninger blandet andet ved at målrette indsatsen på baggrund af data om bygninger, styrke digitaliseringen og justere bygningsreglementet, så det ikke straffer el til opvarmning i forhold til andre energiformer.

TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.