Simon O. Rasmussen

Simon O. Rasmussen

Underdirektør

sra@tekniq.dk

7741 1551

6069 8891

Penge til kommuner er en god start – men der er lang vej igen

Hos TEKNIQ Arbejdsgiverne glæder man sig over, at kommunerne i 2020 får flere penge til bl.a. at forbedre folkeskolernes indeklima og investere i energieffektiviseringer, men organisationen mener samtidig, at der skal mere til for at indhente mange års efterslæb

Kommunernes anlægsloft hæves i 2020 med syv procent fra 17,8 mia. kr. til 19,1 mia. kr. Penge, som især skal bruges på at bygge nyt og renovere eksempelvis skoler og daginstitutioner. Det glæder brancheorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne.

”Det er ingen hemmelighed, at folkeskoler og institutioner mange steder er nedslidte og lider under dårligt indeklima. Forhåbentlig vil de ekstra penge blive brugt til at skabe mere frisk luft i vores skoler og institutioner. Det er hårdt tiltrængt og vil styrke både indlæring, helbred og det generelle velbefindende for elever og lærere ,” siger Simon O. Rasmussen, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Han håber også, at pengene vil sætte yderligere skub i energieffektiviseringen ude i kommunerne.

”Skal det lykkes, er godt 1 mia. kr. ekstra dog kun en beskeden håndsrækning og langtfra nok til at løfte efterslæbet i energieffektiviseringen af de kommunale bygninger – som ellers er et fokusområde, regeringen har understreget i kommuneaftalen,” siger Simon O. Rasmussen og uddyber:

”Og hvis vi også skal leve op til regeringens ambitiøse mål om at sænke CO2-udledningen med 70 procent i 2030, er det nødvendigt, at stat og kommuner går forrest og viser vejen. I den sammenhæng er en mia. kr. et godt skridt - men der er altså langt til målstregen,” siger Simon O. Rasmussen.

TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.