Flemming Nielsen

Flemming Nielsen

Chefkonsulent

7742 4234
2014 1630

fni@tekniq.dk

Fusion skal styrke midtjyske industri- og installationsvirksomheder

Det nye TEKNIQ Arbejdsgiverne Midtjylland skal give regionens virksomheder en stærkere stemme og større synlighed og på den måde være med til at sikre erhvervslivet bedre arbejdsvilkår.

”Sammen er vi stærkere”. Det var udgangspunktet, da de to regionale brancheorganisationer TEKNIQ Midtjylland og Arbejdsgiverne Midtjylland den 14. august valgte at fusionere – ligesom deres hovedorganisationer gjorde det sidste år.

Håbet er, at den nye organisation, TEKNIQ Arbejdsgiverne Midtjylland, får endnu større gennemslagskraft og større synlighed overfor bl.a. regionens politikere og andre brancher.

”Det er jo fuldstændig i tråd med, hvad der er sket på landsplan – men med en stærk, lokal forankring. For jo flere, vi er med på vognen, desto flere er vi til at råbe op og søge indflydelse,” siger formand Kim Friis Lund, som også driver Tikma El i Lemming.

TEKNIQ Arbejdsgiverne Midtjylland vil repræsentere regionens el-, vvs- og metalvirksomheder.

”Det er med det udgangspunkt, at vi har sammensat vores bestyrelse. Den har tre medlemmer fra el, tre fra vvs og tre fra industrien. På den måde kan vi tilgodese alle de områder, vi arbejder med, på lige vis,” siger Kim Friis Lund og uddyber:

”Vi er alle eksperter på hver vores område og får, ved at favne bredt, samtidig optimale muligheder for at lære af hinanden. Der er tale om engagerede folk, som alle er klar til at styrke de tre brancher.”

Han bakkes op af næstformand Lars Lynge Maach fra metalindustrivirksomheden Linatech i Kjellerup.

”Rigtig mange af de ting, vi går og bokser med i det daglige, er jo de samme, uanset om der er tale om el, vvs eller industri,” siger han.

Kim Friis Lund understreger behovet for, at man arbejder regionalt på at forbedre forholdene for erhvervslivet. Ikke mindst med udsigt til det store genopretningsarbejde, der venter på den anden side af coronakrisen.

”Vi arbejder fx meget med, hvordan de offentlige udbud bør sammensættes og sendes ud, så alle dele af vores branche får mulighed for at byde ind på dem. Men vi skal også arbejde på at påvirke brancherne selv, når det eksempelvis gælder om at få alle virksomheder til at bidrage med at løfte opgaven, når det gælder om at uddanne endnu flere lærlinge end i dag,” siger Kim Friis Lund.

”Et andet eksempel er de mange administrative byrder og regler, vi som virksomheder hele tiden pålægges om alt fra dokumentationskrav til regler om transport af materialer. Ting, der måske kan virke små, når politikerne træffer beslutningerne, men som kan have stor betydning for dagligdagen ude i virksomhederne,” supplerer Lars Lynge Maach.

TEKNIQ Arbejdsgiverne Midtjylland har 300 medlemsvirksomheder og dækker kommunerne Herning, Ikast-Brande, Viborg, Skive og Silkeborg.

Bestyrelsen i TEKNIQ Arbejdsgiverne Midtjylland består af:

  • Kim Friis Lund (formand), Tikma EL, Lemming
  • Lars Lynge Maach (næstformand), Linatech, Kjellerup
  • Søren Vestergaard Jensen (kasserer), Skals Installationsforretning, Skals
  • Jakob Kjær Futterup (sekretær), HF Smede- og Maskinværksted, Skive
  • Morten Brix, Brix Smedeforretning, Silkeborg
  • Henrik Korshøj, KT VVS, Herning
  • John Peter Øllgaard Hansen, Blåhøj El, Brande
  • Flemming Valsgaard Sørensen, ABC – VVS, Viborg
  • Dan Topp, Kjellerup VVS, Silkeborg

TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.