Niels Jørgen Hansen

Niels Jørgen Hansen

Adm. direktør

njh@tekniq.dk

7742 4232

4074 4360

Overenskomstforhandlingerne indledt på vvs-området

Både arbejdsgivere og -tagere ser frem til konstruktiv dialog om de næste års spilleregler for branchen og tror på mulighederne for at nå i mål med en aftale til fordel for begge parter.

Billedtekst:  Fra venstre ses formand Henrik Fugmann, TEKNIQ Arbejdsgiverne, underdirektør Thorkild Bang, TEKNIQ Arbejdsgiverne, adm. direktør Niels Jørgen Hansen, TEKNIQ Arbejdsgiverne, næstformand Niels Braaby, Blik- og Rørarbejderforbundet, forbundsformand Henrik W. Petersen, Blik- og Rørarbejderforbundet, og forhandlingssekretær Keld Bækkelund Hansen, Dansk Metal.
Fra venstre ses formand Henrik Fugmann, TEKNIQ Arbejdsgiverne, underdirektør Thorkild Bang, TEKNIQ Arbejdsgiverne, adm. direktør Niels Jørgen Hansen, TEKNIQ Arbejdsgiverne, næstformand Niels Braaby, Blik- og Rørarbejderforbundet, forbundsformand Henrik W. Petersen, Blik- og Rørarbejderforbundet, og forhandlingssekretær Keld Bækkelund Hansen, Dansk Metal.

I dag har Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk Metal og TEKNIQ Arbejdsgiverne indledt forhandlingerne om den kommende vvs-overenskomst.

De seneste tre gange er det ikke lykkedes at nå til enighed om en overenskomst på vvs-området. Alligevel var der optimisme, da forhandlingerne begyndte.

”Vi har især det seneste år haft en positiv dialog med arbejdstagersiden, hvilket ikke mindst blev understreget af, at vi tilbage i marts sidste år kunne indgå en aftale om et supplerende akkordsystem på vvs-området. Det giver mig en tro på, at vejen er åbnet mod en fælles overenskomstaftale for de kommende år,” lød meldingen fra Niels Jørgen Hansen, adm. direktør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Også Blik- og Rørarbejderforbundet ser frem til de kommende overenskomstforhandlinger.

”Det går godt i installationsbranchen, så vi ser frem til nogle gode og konstruktive forhandlinger. Sammen med arbejdsgiverne har vi et fælles ansvar for at udvikle og forbedre overenskomstsystemet, så det giver fremgang for alle. Vores mål er et resultat, som tilfredsstiller vores medlemmers forventninger. Det både tror og håber vi, at det vil lykkes at nå i mål med,” sagde Henrik W. Petersen, forbundsformand for Blik- og Rørarbejderforbundet.”

Vvs-overenskomsten omfatter omkring 1.100 virksomheder med tilsammen omkring 11.000 medarbejdere.


TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.