Maria Schougaard Berntsen

Cheføkonom

msb@tekniq.dk

7741 1574

8.030 modtog en fyreseddel den 1. juli

Coronakrisen påvirker fortsat arbejdsmarkedet, og de nyeste tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at 8.030 er gået på sommerferie med en fyreseddel i år. Der er over 3.000 flere end en normal 1. juli.

Siden coronapandemien greb fat om den danske økonomi, er der kommet godt 54.000 nytilmeldte ledige i Danmark. Dermed ligger ledigheden i alt på 186.000 nu. Efter en svag bedring i løbet af juni, har tallene igen taget et dyk nedad, hvor mange har meldt sig ledige efter at være blevet opsagt til den 1. juli.

”Desværre har mange danskere oplevet at gå på sommerferie med den lidt triste besked, at de ikke har job at komme tilbage til, når ferien er forbi. At vi ser denne stigning netop nu skyldes både, at der er kommet afklaring om, hvornår lønkompensationsordningerne stopper, og virksomhederne dermed ikke længere kan få en hjælpende hånd, og at nogle virksomheder også ser ind i en mere stille periode og derfor er nødt til at afskedige,” siger Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom i TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Mens særligt turisme- og servicebranchen er hårdt ramt, er påvirkningen mindre for virksomhederne inden el, vvs og metal. Dog oplever over halvdelen af vvs-virksomhederne at være påvirket på omsætningen, og cirka 7 ud af ti elinstallations- og metalvirksomheder er påvirkede ifølge tal fra Danmarks Statistik.

”Det er en alvorlig situation, når vi ser ledigheden stiger. Selvom el-, vvs-, og metalvirksomheder ikke er dem der er hårdest ramt, så består den danske økonomi af ”forbundne kar”, og når nogle brancher bliver påvirket, så betyder det også, at de hårdest ramte efterspørger mindre, hvilket påvirker andre brancher,” siger Maria Schougaard Berntsen og fortsætter;

”Derfor er det vigtigt, vi sikrer, at hele økonomien har momentum. Her er eksporten en hjørnesten. Vi skal derfor understøtte, at virksomhederne har de allerbedste betingelser for salg til både Danmark og udlandet,” siger Maria Schougaard Berntsen.


TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.