Simon O. Rasmussen

Simon O. Rasmussen

Underdirektør

sra@tekniq.dk
6069 8891

Danske særregler suger luften ud af emhættemarkedet

Dokumentationskrav i bygningsreglementet skævvrider ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne og danske typehusproducenter markedet for emhætter og begrænser boligejernes mulighed for at få de løsninger, de ønsker.

Et nyt bygningsreglement stiller krav, som udelukker en stor del af emhætterne fra det danske marked – vel at mærke emhætter, der udgør en stor del af de produkter, som boligejerne efterspørger.

Derfor har TEKNIQ Arbejdsgiverne og hovedparten af landets typehusproducenter nu bedt Bolig og Planstyrelsen rette op på problemerne.

”Det gør vi, fordi de nye dokumentationsregler i bygningsreglementet efter vores opfattelse er i strid med regeringens ønske om at reducere de administrative byrder i den nationale lovgivning. Samtidig hindrer reglerne i praksis salg og installation af produkter i Danmark, som ellers frit kan sælges og installeres i resten af EU’s indre marked,” siger Simon O. Rasmussen, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

Emhættemodellerne er fuldt ud lovlige i resten af EU og er både CE- og EU-energimærkede. Men nye bestemmelser i Bygningsreglement kræver, at emhætter på det danske marked skal have minimum 75 procents ”emopfangsevne”. Det er imidlertid et nyt dansk begreb opfundet af styrelsen, og ”emopfangsevne” findes ikke i de standarder, som Bygningsreglementet henviser til.

”I praksis betyder det, at man ikke kan bruge standarderne som målestok for emopfangsevnen, og producenterne skal derfor bekoste ny og særlig dokumentation for at være lovlige i Danmark. Det er de færreste producenter, som vælger at bekoste særlig dokumentation til det danske marked, da tilsvarende krav hverken gælder i de øvrige EU-lande eller i Norge. Det betyder, at danske installatører og typehusfirmaer ofte ikke kan levere den vare, kunderne ønsker,” siger Simon O. Rasmussen.

”Den øjeblikkelige situation skaber stor frustration og usikkerhed blandt aktører, rådgivere og bygherrer. Og efter vores mening kan man sagtens fjerne den danske særregel, uden det forringer indeklimaet i boligerne,” vurderer Simon O. Rasmussen.

TEKNIQ Arbejdsgivernes henvendelse til myndighederne sker i samarbejde med virksomheder som Eurodan Huse, Huscompagniet, Milton Huse, Lind & Risør, Proline VVS og Hybel.


TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.