troels-hartung-energi

Troels Hartung

Chefkonsulent

trh@tekniq.dk
7741 1538
2873 7339

Varmepumpemarkedet risikerer at fortsætte slingrekursen

TEKNIQ Arbejdsgiverne roser Energistyrelsen for at dele tilskudspulje op, så pengene fordeles over hele året. Men det er stadig tvivlsomt, om der vil være støtte nok til at dække det enorme tilskudsbehov.

Efter påske er det med at have taste-fingrene klar. På det tidspunkt går det løs med første ud af i alt tre ansøgningsrunder til Bygningspuljen, der giver tilskud til varmepumper og andre energirenoveringer i danske boliger. Det har Energistyrelsen i dag meddelt.

Sidste år måtte tre ud af fire se langt efter tilskuddet, som blev revet væk på bare fire travle dage i oktober. For at undgå tilsvarende problemer i år har Energistyrelsen valgt at fordele pengene på tre ansøgningsrunder.

”Det er meget fornuftigt, at Energistyrelsen deler puljen op, så tilskuddene bliver fordelt mere jævnt hen over året. Men lige nu står vi med et kæmpestort opsparet behov – godt 13.000 boligejere fik afslag på deres ansøgninger om tilskud i 2020, og de fleste må man forvente vil søge igen, når puljen åbner efter påske,” siger Troels Hartung, chefkonsulent hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

Også størrelsen på de tilskud, den enkelte boligejer kan få, er blevet justeret. Helt konkret betyder denne tilpasning, at tilskuddene til energirenovering bliver sænket med nogle tusinde kroner i forhold til sidste år, hvor et gennemsnitligt hus kunne få cirka 28.000 kroner i tilskud til en ny luft/vand-varmepumpe.

”Nedsættelsen af det mulige tilskudsbeløb gør det alt andet lige sværere få de husejere med på vognen, som har brug for størst økonomisk motivation. Men tilskuddene har stadig en fornuftig størrelse, så de fleste husejere vil nok være glade alligevel. Lige nu handler det først og fremmest om at få tilskudskronerne ud og arbejde, for som vi så i efteråret, er danskerne mere end parate til at fx at skrotte det gamle oliefyr, når politikerne bakker op,” siger Troels Hartung og uddyber:

”Heldigvis har man politiske erkendt, at den samlede pulje oprindeligt ikke var stor nok til at dække behovet, og derfor har den fået et betydeligt løft her i 2021. Vi regner derfor med at op mod 18.000 vil skrotte deres oliefyr eller naturgas som opvarmning til fordel for en varmepumpe i år. Men allerede i 2022 er puljen meget mindre igen, og vil slet ikke opfylde behovene.”

I efteråret kom der over 19.000 ansøgninger til Bygningspuljen, men kun 5.420 endte med at få tilskud via puljen på 245 millioner kroner. I år er der 675 millioner kroner i spil, som bliver fordelt over tre puljer.

Tilskuddet til en varmepumpe vil i år være på mellem 21.140 og 25.850 kroner til et gennemsnitligt hus, lyder det fra styrelsen.


TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.