Udbetaling af løntilskud til virksomheder med lærlinge

Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) er klar med første udbetaling af de ekstraordinære løntilskud til virksomheder med lærlinge.

Løntilskud når lærlingen arbejder i virksomheden

Det er forventningen, at AUB den 17. september 2020 og i dagene herefter påbegynder udbetalingen af de ekstraordinære løntilskud til lærlinge. Udbetalingen går automatisk ind på virksomhedens NemKonto. Den første udbetaling dækker perioden maj, juni og juli 2020. Herefter vil den resterende del af tilskuddet blive udbetalt løbende hver måned.

Virksomheden modtager et brev fra AUB i e-Boks med udspecificering af udbetalingen.

Forhøjet refusion når lærlingen er på skole

Udbetaling af forhøjet refusion til lærlinge på skoleophold vil være klar til oktober 2020. Virksomheden modtager to breve. Et brev om den normale refusion på skoleopholdet, og et brev om den forhøjede refusion på 20 %.

Vilkår

Løntilskud og refusion afhænger af tidspunkt for indgåelse af den aktuelle uddannelsesaftale, og om uddannelsesaftalen er ordinær (aftale for hele uddannelsestiden), restaftale, kombinationsaftale eller kort uddannelsesaftale. Aftalen om ekstraordinære løntilskud fra AUB er midlertidig og løber frem til udgangen af 2020.

Læs mere om vilkår her.


TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.