Cerius-Radius sætter fokus på dokumentation ved nettilslutning
Publiceret:12. maj 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
Cerius-Radius har samlet information om dokumentation af tekniske krav ved tilslutning af eltekniske anlæg. Det skal gøre det lettere for installatører i København, på Sjælland og på Øerne at indsende fyldestgørende tilmeldinger fra start.
Solcelleanlæg, batterier, ladeanlæg og andre eltekniske installationer stiller krav til dokumentationen, når de skal tilsluttes elnettet. Netselskabet skal blandt andet kunne vurdere, om anlægget lever op til de gældende tekniske krav, før sagen kan behandles færdigt.
Cerius-Radius har derfor sat fokus på, hvilken dokumentation der skal indsendes, og hvordan installatører kan sikre, at de relevante oplysninger, bilag og tekniske data er med i tilmeldingen.
- Når installatøren har styr på dokumentationen fra begyndelsen og indsender mere præcise og fyldestgørende tilmeldinger, kan det være med til at reducere antallet af spørgsmål, tilbageløb og gentagne iterationer i processen. Det gavner både installatøren, netselskabet og kunden – og kan i sidste ende bidrage til en mere smidig vej fra tilmelding til reel tilslutning, siger Per Reinholdt, teknisk konsulent – El i TEKNIQ.
Materialet er særligt relevant for installatører, der arbejder i København, på Sjælland og på øerne, hvor Cerius og Radius er netselskaber. Hos TEKNIQ vurderer man, at den tydeligere vejledning kan bidrage til en mere effektiv proces.
- Det er meget positivt, at Cerius-Radius tydeliggør, hvordan dokumentationen for tekniske krav skal håndteres i forbindelse med tilslutning af anlæg. For installatører i København, på Sjælland og på øerne er det vigtig og meget anvendelig information – ikke mindst i en tid, hvor flere kunder ønsker solceller, batterier, ladeanlæg og andre eltekniske løsninger tilsluttet nettet, siger Per Reinholdt.
TEKNIQ opfordrer derfor installatører, der arbejder i Cerius-Radius’ netområde, til at orientere sig i materialet og bruge det som støtte ved tilmelding af anlæg til elnettet.