Daniel Skou fra DK EL er nomineret til Fagtalent 2026 i kategorien ”Ledelse”. For ham er nomineringen en vigtig anerkendelse af en hverdag med ansvar, drift og stærkt fællesskab.
Allerede som 15-årig fandt Daniel Skou ud af, at han hørte til i industrien. Efter skoletid havde han et fritidsjob hos en elektriker, der havde mange opgaver for industrivirksomheder.
- Der var meget arbejde med automatik, og det syntes jeg var meget spændende med det el-mæssige og mekaniske, fortæller Daniel Skou.
I dag er han 33 år og arbejder som montør hos medlemsvirksomheden DK EL i Vejle. Han har sin daglige gang i Randbøl, hvor han er med til at sikre driften på forskellige slagterier.
- Meget af min familie har arbejdet med industri og har været på slagterier, så der er jeg selvfølgelig blevet påvirket. Så man må sige, at det ligger dybt i mig at arbejde med drift på slagterier, siger Daniel Skou, der med en enkelt afstikker til en anden fødevareproducent har arbejdet som elektriker på slagterier, siden har blev udlært.
En leder der stadig er med
Daniel Skou har været i DK EL i 12 år. I dag har han det daglige ansvar for 10 medarbejdere i en afdeling, der samlet tæller omkring 70 mand. Opgaven handler om at få hverdagen til at hænge sammen – også når maskinerne skal køre, og arbejdet falder i weekenden.
- En del af arbejdet er jo weekenddrift, og så skal man finde folk og koordinere. Jeg har den holdning, at kan man gøre det selv, så skal man tage ansvar og gøre det, siger Daniel Skou om sin tilgang til at være leder.
Han kalder sig selv en udførende leder. Det betyder, at han både tager del i arbejdet og samtidig har ansvaret for at få opgaver, medarbejdere og kunder til at spille sammen.
- Jeg kan godt lide den rolle, jeg har nu, hvor jeg stadig selv er ude i marken. Jeg er en udførende leder, og det er jeg rigtig glad for, siger Daniel Skou.
Ansvar kræver fællesskab
For Daniel Skou handler ledelse om at gå forrest – også når beslutningerne er svære, eller når der skal findes folk til en opgave med kort varsel. Han lægger vægt på, at ansvar ikke kan stå alene. Det kræver tillid i holdet.
- Jeg er ikke bange for at gå forrest og tage de øretæver, som det kan give. Hvis der er problemer, så løser vi det i flok, siger Daniel Skou.
Nominering betyder noget særligt
Nomineringen til Fagtalent 2026 i kategorien ”Ledelse” kom som en overraskelse for Daniel Skou, og han er meget stolt af at være blevet anerkendt og udvalgt af sine kollegaer.
- Det betyder, at det man har gjort, har været rigtigt. Når man har tvivlet og tænkt: Er det her den rigtige beslutning? Så har det gjort en forskel for folk og haft en betydning. Og så kan det selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi jeg har et stærkt bagland, siger Daniel Skou.
Fagtalent 2026 afholdes den 26. november og uddeles blandt andet af Dansk Metal, TEKNIQ og Dansk El-Forbund i samarbejde med Jyllands Posten.