Det tekniske erhvervsliv er en afgørende del af Forsvarets hverdag – fra el, vand og varme til industrielle løsninger, sikre installationer og kritisk infrastruktur. Derfor finder du selvfølgelig også TEKNIQs stand på DALO Industry Days 2026.
Forsvaret handler ikke kun om våben, køretøjer og operative enheder. Det handler også om alt det, der får hverdagen til at fungere: installationer, energi, ventilation, VVS, el-tavler, reservedele og tekniske systemer, der skal virke i fredstid, krise og krig.
Derfor deltager TEKNIQ i disse dage med egen stand på DALO Industry Days, Skandinaviens største forsvarsmesse, hvor danske og internationale virksomheder mødes med Forsvaret, myndigheder og beslutningstagere.
- Det tekniske erhvervsliv er en forudsætning for, at Forsvaret kan fungere i praksis. Uden lys, varme, vand, energi, sikre installationer og adgang til de rette tekniske komponenter virker resten ikke. Derfor skal det tekniske erhvervsliv tænkes langt tydeligere ind i oprustningen, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ.
Et kendt eksempel på hvor vigtigt det er, at tekniske installationer tænkes ind fra start, er verdens dyreste og største amerikanske hangarskib USS Gerald R. Ford. Her førte et kloaksystem med for smalle rør til lange toiletkøer, lavere moral og dyre reparationer.
Pointen er enkel: Tekniske fejl i den underliggende infrastruktur kan få store konsekvenser for den operative evne også selvom pengene er der skal det hele tænkes med.
Tænk det tekniske erhvervsliv ind
Samme logik gælder i Danmark. Forsvaret har et stort behov for modernisering af bygninger, anlæg, tekniske installationer og materielnære løsninger. Det kræver, at flere danske tekniske virksomheder bliver bragt i spil som leverandører og underleverandører – ikke kun de klassiske forsvarsvirksomheder.
TEKNIQ peger på tre områder, der skal styrkes, hvis Danmark skal opbygge en bredere og mere robust forsvarsindustri: Flere danske virksomheder skal have adgang til forsyningskæderne, rammevilkårene skal gøres mere smidige, og kompetencerne skal udvikles i takt med Forsvarets investeringer i avanceret materiel og tekniske systemer.
I dag kan sikkerhedsgodkendelser, korte frister og omfattende udbud gøre det vanskeligt for mindre og mellemstore virksomheder at komme i betragtning. Det kan betyde, at vigtige kompetencer ikke bliver brugt, selvom de findes i danske virksomheder.
- Danmark har ikke en stor, traditionsrig forsvarsindustri som flere af vores nabolande. Men vi har stærke tekniske virksomheder, der hver dag bygger, driver og vedligeholder den infrastruktur, samfundet hviler på. Hvis vi vil styrke både Forsvaret og forsyningssikkerheden, skal de virksomheder have bedre adgang til opgaverne, siger Troels Blicher Danielsen.
Samtidig er der behov for et tættere samspil mellem Forsvaret og det tekniske erhvervsliv om uddannelse, værnepligt og kompetenceudvikling. Fremtidens forsvar kræver flere faglærte specialister, der kan installere, betjene, reparere, producere og vedligeholde avanceret tekniske installationer og systemer.
På DALO Industry Days vil TEKNIQ derfor sætte fokus på alt det, der får Forsvaret til at virke i hverdagen – og på hvordan danske tekniske virksomheder kan spille en større rolle i den kommende oprustning. Du finder TEKNIQ på stand D3294.
TEKNIQs medlemmer får hverdagen til at fungere i Forsvaret. Læs mere her.
Bliv medlem af "TEKNIQ - Forsvar, sikkerhed og beredskab"
Vil du være en del af "TEKNIQ - Forsvar, sikkerhed og beredskab", der hjælper tekniske virksomheder med at blive leverandører til Forsvaret, beredskabet og den kritiske infrastruktur?