
-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
V, K og S er klar til at hamre elafgiften helt i bund som værn mod tårnhøje elpriser. Bliv klogere på, hvordan du kan forholde dig til det og rådgive kunderne.
Da de tre statsministerkandidater fra V, K og S tørnede sammen i en fælles valgdebat på DR1 søndag aften var det blandt andet med et klart budskab til forbrugerne i forhold til elprisernes himmelflugt.
Elpriserne skal ned, så vi rammer EU’s minimumskrav på 0,8 øre/kWh, lød det blandt andet i debatten. Det skal ses i lyset af det nuværende niveau på 76,3 øre/kWh. I runde tal vil det give en besparelse på cirka 3800 kroner med moms årligt i en standardhusstand, hvis forslaget ender med at blive vedtaget. Det viser TEKNIQ Arbejdsgivernes beregninger.
TEKNIQ Arbejdsgiverne har set nærmere på tallene for at vurdere, hvordan man skal forholde sig til de forskellige scenarier, og hvordan man skal rådgive sine kunder om det.
- Markedet er på mange måder vendt på hovedet i en tid, hvor elpriserne er stukket så meget af. Det betyder, at de forudsætninger, kunderne er blevet stillet i udsigt, da de bestilte deres varmepumpe for eksempel, har ændret sig på meget kort tid. Det gør det også svært for installatørerne at rådgive kunderne om, hvad der bedst kan betale sig her og nu, siger Troels Hartung, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
I beregningerne bliver der taget udgangspunkt i et gennemsnit af elprisen til opvarmning set over det seneste år. Det viser ikke så overraskende, at priserne er skudt betragteligt i vejret. En almindelig husstand med en varmepumpe har fået fordoblet udgiften til at holde varmen siden august 2021. Siden marts i år er der røget cirka 2.500 kroner ekstra på varmeregningen, viser beregningerne, der også tager højde for, at husstanden har en reduceret afgift for det forbrug, der ligger over 4000 kWh om året.
Læs også: Elpriser steget med 444 procent på et år
Netop elafgiften er central, da det er den, der nu tegner sig et flertal på Christiansborg for at sænke markant. En lav afgift på hele elforbruget vil naturligvis kunne give lidt ro i budgetterne i de private husstande. Omvendt er det vigtigt, at installatørerne ikke stikker kunderne blår i øjnene, når de rådgiver.
- Nu er der jo tale om ønsker fremsat i en politisk debat, og vi kender derfor i sagens natur ikke det konkrete indhold. Men umiddelbart vil der være tale om en lempelse, der først og fremmest kommer almindelige forbrugere til gavn og gør det billigere at bruge strøm til madlavning, belysning og underholdning. Har kunden allerede købt en varmepumpe, så er han allerede i vidt omfang fritaget for elafgifter på den del af energiforbruget, der overstiger 4000 KWh, siger Troels Hartung.
Til gengæld er naturgasfyret ikke noget reelt alternativ i den sammenligning. I bedste fald er det mere end tre gange så dyrt som varmepumpen målt på baggrund af den dyreste gaspris i øjeblikket. I værste fald er det næsten fem gange så dyrt for familien at varme huset op med den dyreste gaspris, viser beregningerne.
I udgangspunktet er der ikke tegn på, at det skal blive bedre, da russerne har lukket for gasleverancerne via Nord Stream 1. Og da elpriserne er tæt bundet op på gaspriserne forventes begge dele at stige, lyder det blandt andet i denne artikel fra finans.dk.
Industrivirksomhederne er i udgangspunktet fritaget for elafgifter til opvarmning, hvilket betyder, at de i august i år i gennemsnit betalte 2,38 kr/kWh.
- Industrivirksomheder får typisk fradrag for energiafgifter, og derfor slår stigninger i elprisen langt hårdere igennem. Høje energiprisser forringer virksomhedernes konkurrenceevne, og derfor er det vigtigt, at de får de bedste muligheder for at investere i fx solceller på deres bygninger og andre tiltag, der kan nedbringe deres udgifter til energi, siger Troels Hartung.
Udover selve elprisen er der afskrivninger og udgifter til service uanset typen af anlæg. Det er ikke taget med i disse beregninger.
Standardhus opvarmet med varmepumpe og et samlet elforbrug på 10.000 kWh, hvoraf der betales fuld afgift af de første 4.000 kWh:
Gennemsnitspris august 2022:
Gennemsnitspris marts 2022:
Gennemsnitspris august 2021:
Naturgas:
I alle eksempler er der ikke medregnet afskrivninger og udgifter til service mv., som derfor kommer ud over.
Kilde: Gasprisguiden.dk, Forsyningstilsynets Elprisstatistik, TEKNIQ Arbejdsgiverne.