Få gratis hjælp til de nye arbejdsmiljøregler for unge i praktik
Publiceret:15. jul. 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
Unge under 18 år må nu deltage i flere arbejdsopgaver i bygge- og anlægsbranchen, men det kræver en konkret risikovurdering. Det kan du få gratis hjælp til.
Virksomheder, der tager imod folkeskoleelever i erhvervspraktik eller juniormesterlære, skal være særligt opmærksomme på arbejdsmiljøet.
Nye regler i arbejdsmiljølovgivningen betyder, at unge under 18 år må deltage i flere arbejdsopgaver i det tekniske erhvervsliv. Det gælder også erhvervspraktikanter og juniormesterlærlinge.
Det forudsætter dog, at virksomheden laver en konkret risikovurdering af de opgaver, eleven skal deltage i. Risikovurderingen skal blandt andet tage højde for elevens alder, erfaring, fysiske og psykiske udvikling samt risiko for ulykker, støv, kemi, støj, vibrationer og tunge løft.
BFA Bygge & Anlæg har derfor opdateret branchevejledningen "Arbejdsmiljø for folkeskoleelever i erhvervspraktik og juniormesterlære". Vejledningen beskriver, hvordan virksomheder kan planlægge og gennemføre et praktikforløb, så det er forsvarligt for den unge – og samtidig giver et godt indtryk af branchen.
Med afsæt i den opdaterede branche vejledning tilbyder BFA Bygge & Anlægs konsulenttjeneste nu el- og VVS-virksomheder gratis og konkret hjælp til risikovurdering og forebyggelse.
Risikovurdering afhænger af alder
Der gælder forskellige regler afhængigt af alder, når virksomheden tager imod en erhvervspraktikant eller juniormesterlærling:
En elev under 13 år må ikke udføre arbejde, men kan deltage i rundvisning og undervisningslignende aktiviteter.
En elev på 13 år må udføre lettere arbejde, for eksempel sammen med en erfaren medarbejder.
En elev på 14 år må udføre flere typer opgaver, hvis arbejdet er risikovurderet og kan udføres fuldt forsvarligt.
Vejledningen beskriver også krav til blandt andet information til forældre, oplæring, instruktion, tilsyn, inddragelse af arbejdsmiljøorganisationen og udpegning af en kontaktperson for praktikanten.
Kontakt BFA Bygge & Anlægs konsulenttjeneste for at få gratis og konkret hjælp til risikovurdering og forebyggelse.