Forskudsopgørelsen er landet - Har du nået dit lærlingemål?
Publiceret:22. apr. 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
Forskudsopgørelsen for Læreplads-AUB er netop landet hos virksomhederne. Den viser, om din virksomhed har ansat nok elever og lærlinge eller om jeres oplysninger skal opdateres.
I disse dage modtager landets virksomheder årets forskudsopgørelse fra Læreplads-AUB. Opgørelsen er en foreløbig beregning af, om virksomheden lever op til sit mål for ansættelse af elever og lærlinge i løbet af året.
Hver år får virksomheden sat et individuelt mål for, hvor mange elever og lærlinge, den skal have ansat. Jo flere erhvervsuddannede medarbejdere virksomheden har, desto højere er målet. Virksomheder, der overstiger deres mål, kan få elevtilskud. Virksomheder, der ikke når i mål, skal betale et merbidrag til Læreplads-AUB.
Forskudsopgørelsen er foreløbig og kan ændre sig, hvis AUB modtager nye oplysninger om virksomhedens erhvervsuddannede medarbejdere, elever og lærlinge. Det endelige resultat kommer med årsopgørelsen, som forventes udsendt senere på foråret.
Det er derfor vigtigt, at medlemsvirksomhederne allerede nu gennemgår forskudsopgørelsen og sammenholder den med det faktiske antal elever og lærlinge. På den måde kan man vurdere, om man står til at få penge tilbage eller skal betale merbidrag.
Du kan læse mere om Læreplads-AUB, og hvordan du finder din virksomheds aktuelle beregninger, her.