Fristen for at indstille kandidater til Fagtalent 2026 nærmer sig. Virksomheder kan frem til 18. september pege på unge faglærte under 36 år, der gør en forskel på arbejdspladsen og i det tekniske erhvervsliv.
Unge faglærte løser hver dag opgaver, der har stor betydning for både virksomheder og samfund. De bygger, installerer, producerer, udvikler og er med til at drive den grønne omstilling frem i praksis.
Derfor er det igen tid til at finde de faglærte talenter, som fortjener at blive hyldet. Fagtalent-prisen sætter fokus på unge faglærte, der skaber værdi i deres virksomheder – og som kan inspirere andre til at vælge og udvikle sig i et fag.
TEKNIQ står sammen med andre aktører på arbejdsmarkedet og Jyllands-Posten bag Fagtalent-prisen. Formålet er at styrke synligheden og anerkendelsen af de faglærte kompetencer, som virksomhederne i det tekniske erhvervsliv har brug for.
Fristen for at indstille kandidater er den 18. september 2026.
Indstil dit Fagtalent
For at komme i betragtning til Fagtalent-priserne skal kandidaten have færdiggjort en erhvervsfaglig uddannelse, være under 36 år og være i beskæftigelse på det private arbejdsmarked.
Der uddeles priser inden for otte kategorier:
Innovation
Vækst og iværksætteri
Komet
Ledelse
Kundetilfredshed
Kulturbærer
Grøn omstilling
Årets talentudvikler (særpris)
De nominerede offentliggøres den 23. oktober, og vinderne bliver afsløret ved Fagtalent-awardshowet den 26. november 2026.