Hvem må efterse og erklære et AVA-/varslingsanlæg i orden?
Spørgeboks
Publiceret:14. jul. 2026
Spørgsmål besvaret af:Per Reinholdt, Teknisk konsulent - El
Spørgsmål:
Kan en autoriseret elinstallatørvirksomhed erklære et AVA-/varslingsanlæg for gennemgået, funktionsprøvet og fundet i orden i forbindelse med elsikkerhedsattesten, hvis virksomheden ikke er DBI-certificeret AVA-installatør?
Ja, som udgangspunkt. Det myndighedsmæssige krav til det 2-årige eftersyn af AVA-/varslingsanlæg i forbindelse med elsikkerhedsattesten er, at eftersynet udføres af en autoriseret elinstallatørvirksomhed.
BR18 stiller ikke i sig selv krav om, at virksomheden også skal være DBI-certificeret AVA-installatør, blot fordi anlægget oprindeligt er projekteret efter DBI Retningslinje.
Det afgørende er dog, at man skelner mellem myndighedernes minimumskrav og de krav, der kan følge af det konkrete anlægs dokumentation, DKV-plan, leverandørens anvisninger eller en indgået serviceaftale.
Hvad kræver myndighederne?
Når elsikkerhedsattesten skal fornyes for forsamlingslokaleafsnit indrettet til mere end 150 personer, skal elinstallationerne kontrolleres af en autoriseret elinstallatørvirksomhed.
Kontrollen omfatter også relevante brandtekniske installationer, herunder varslingsanlæg, ABDL-anlæg samt nød- og panikbelysningsanlæg.
For AVA-/varslingsanlæg angiver BR18-vejledningen, at anlægget hvert andet år skal efterses og vedligeholdes af en autoriseret elinstallatørvirksomhed. Vejledningen bruger ikke betegnelser som AVA-installationsfirma, DBI-godkendt AVA-installatør eller certificeret virksomhed.
Hvornår kan der gælde yderligere krav?
Der kan dog gælde yderligere krav i den konkrete sag. Hvis DKV-planen, funktionsbeskrivelsen, leverandørens installations- og vedligeholdelsesplaner eller serviceaftalen udtrykkeligt kræver, at service og vedligeholdelse skal ske fx efter DBI RTL 024/001/002/005, kan der være krav om DBI-certificeret virksomhed eller personel.
I så fald følger kravet ikke direkte af elsikkerhedsattestordningen, men af det konkrete dokumenterede service- og vedligeholdelsesgrundlag for anlægget.
Hvad betyder det i praksis?
I praksis betyder det, at en autoriseret elinstallatørvirksomhed som udgangspunkt kan udføre det 2-årige eftersyn af AVA-/varslingsanlægget og underskrive elsikkerhedsattesten. Men virksomheden skal sikre sig, at der er grundlag for den erklæring, der afgives.
Hvis anlæggets dokumentation stiller krav, der rækker ud over myndighedskravet — for eksempel krav om DBI-certificeret service — bør virksomheden enten selv kunne dokumentere, at kravet er opfyldt, eller indhente dokumentation fra en relevant certificeret virksomhed.
Hvad bør man gøre?
Inden eftersynet udføres og elsikkerhedsattesten underskrives, bør virksomheden gennemgå DKV-planen, leverandørens vedligeholdelsesgrundlag og eventuelle serviceaftaler. Formålet er at afklare, om der gælder særlige krav til service, vedligeholdelse eller certificering for det konkrete anlæg.
Man bør ikke attestere bredere, end dokumentationen kan bære. Hvis der er tvivl om, hvorvidt hele erklæringen kan dækkes af virksomhedens egne kompetencer og dokumentation, bør forholdet afklares inden eftersynet — eventuelt ved at inddrage en relevant certificeret samarbejdspartner.
Kort sagt: En autoriseret elinstallatørvirksomhed kan som udgangspunkt udføre det 2-årige AVA-eftersyn og underskrive elsikkerhedsattesten.
DBI-certificering er kun nødvendig, hvis det konkret følger af DKV-planen, leverandørgrundlaget eller andet bindende servicegrundlag.
Er du i tvivl eller har opfølgende spørgsmål, er du velkommen til at kontakte TEKNIQ.