Det hastigt voksende skibsværft i Hvide Sande tager et stort spring på ingeniørområdet ved et opkøb af Blaaholm Wind Solutions efter Esbjerg-koncernens konkurs. 15 mand er rykket ind i Hvide Sande, men afdelingen skal have kontor i Varde eller Esbjerg.
På fem år har Hvide Sande Shipyard nu fordoblet antallet af medarbejdere til 210. Seneste spring er sket med opkøbet af Blaaholm Wind Solutions, der blev muligt efter Esbjerg-virksomhedens konkurs. 15 medarbejdere fra Esbjerg er rykket ind i en pavillon, som måtte anskaffes over natten for at sikre plads på havnen i Hvide Sande til den nye afdeling.
Her blev den første opgave for de nye ansatte at starte en rundringning til hele kundemassen fra Blaaholm og forsikre, at alle indgåede aftaler og kontrakter kan føres videre under det nye ejerskab.
- Blaaholm er et perfekt match med afdelingen Hvide Sande Steel, der arbejder i samme industri og med samme type produkter, men har styrken på kapacitet og et effektivt produktions set-up.
Der er samtidigt en god spredning på kunderne, således at det er et super stærkt hold til at servicere industrien med værktøjs-, transport- og løfteløsninger, siger direktør Carl Erik Kristensen i en pressemeddelelse i forbindelse med opkøbet.
De seneste år har Hvide Sande Steel arbejdet med en bevidst strategi om at udbygge afdelingens ingeniør stab og ydelser. Kombinationen med en effektiv produktion giver et godt værditilbud til kunderne. Opkøb har været i spil som et af senarierne for at nå vækstmålene for området og tanken var derfor ikke fremmed i Hvide Sande, da der pludseligt opstod en mulighed efter en konkurs i Blaaholm.
Produktionen skal fremadrettet sammenlægges og udføres i Hvide Sande og Ringkøbing og så er det planen at finde et passende kontor i Varde/Esbjerg området.