I de første ni måneder af 2018 oprettede 3836 iværksættere over 55 år et CVR-nummer. Det er en stigning på 20 pct. procent i forhold til samme periode året før.
I de første ni måneder af 2018, som er de seneste tal Erhvervsstyrelsen ligger inde med, oprettede 3836 iværksættere over 55 år et CVR-nummer, hvilket er en stigning på 19,8 procent i forhold til samme periode i 2017. Samlet set stod seniorerne for hvert syvende nyoprettet CVR-nummer i de første ni måneder af 2018. Det viser tal fra Erhvervsstyrelsen.
– Vi oplever en generel tendens til, at seniorer bliver længere på arbejdsmarkedet, også gerne efter folkepensionsalderen. Det skyldes både, at flere har helbredet til det end tidligere, men også at arbejdet er blevet en stor del af identiteten. Mange er ikke klar til at forlade arbejdsmarkedet, fortæller Anna Sophie Debel, der er økonom hos Ældre Sagen.
Ifølge Erhvervsstyrelsens tal overhaler de ældre iværksættere for første gang de unge. I de første ni måneder af 2018 oprettede 3055 unge under 25 år et CVR-nummer, hvilket er et fald på 13 procent i forhold til samme periode i 2017. Den udvikling kan ifølge professor i entreprenørskab Kim Klyver skyldes politiske stramninger.For den 67-årige iværksætter Trygve Thykjær kommer det ikke som nogen overraskelse, at seniorer vinder frem i CVR-registrene. – Når man er oppe i alderen, har man nogle klare fordele frem for de yngre iværksættere. Det gælder både kapitalmæssigt, men også i forhold til erfaring. Med et langt arbejdsliv bag mig har jeg jo prøvet en masse, siger Trygve Thykjær, der selv har startet virksomheden Toiee som iværksætter som 67-årig.