Vi skal holde vores årlige sommerfest, og alle medarbejdere har fået en invitation. Det vil blive serveret alkohol til festen, men vi har nogle medarbejdere, der er under 18 år. Hvordan håndterer vi det?
Sommerfesten kan være en hyggelig anledning til at styrke fællesskabet og skabe gode relationer på tværs af organisationen. Men hvis medarbejdere under 18 år inviteres med til festen, er der nogle vigtige juridiske og praktiske forhold, som I bør være særligt opmærksom på.
For det første er der forskel på, om sommerfesten afholdes i virksomhedens egne lokaler eller ude af huset på restaurant, hotel eller et lignende serveringssted.
Hvor afholdes festen?
Afholder I festen i virksomhedens egne lokaler, gælder restaurationsloven som udgangspunkt ikke, og I kan derfor selv fastsætte rammerne for, om unge under 18 år må drikke alkohol.
Vi anbefaler derfor, at I på forhånd laver klare rammer for unges indtagelse af alkohol og udpeger en ledelsesrepræsentant, der under sommerfesten er ansvarlig for at holde øje med, at de unge ikke drikker for meget.
Samtidig bør I orientere forældrene om, at der vil blive serveret alkohol, og gerne indhente en skriftlig godkendelse fra forældrene om, at den pågældende medarbejder under 18 år må drikke alkohol til festen.
Afholdes festen uden for virksomhedens lokaler, vil stedet typisk være omfattet af restaurationsloven. Her vil det ikke – uanset forældrenes godkendelse – være tilladt at servere alkohol for unge under 18 år.
Husk at tjekke forsikringerne
Det er også en god idé at gennemgå virksomhedens forsikringsforhold i forbindelse med arrangementet. Selvom det sjældent går galt, kan der opstå situationer, hvor det er vigtigt at vide, hvem der bærer ansvaret – f.eks. ved ulykker, skader eller utilsigtede hændelser. Sørg derfor for at få afklaret med forsikringsselskabet, om de ansatte er dækket under arrangementet, og i hvilket omfang eventuelle skader er omfattet.
Klar kommunikation forebygger problemer
Alt i alt handler det om at tænke sig godt om og sikre en klar kommunikation – både internt i virksomheden og over for deltagerne. Med få, men velovervejede forholdsregler kan sommerfesten blive en god og tryg oplevelse for alle – også de yngste deltagere.
Har I spørgsmål til, hvordan I bedst håndterer reglerne i forbindelse med børn og unge til sommerfesten, er TEKNIQs juridiske afdeling klar til at hjælpe.
Ring til os på 43 43 60 00 eller skriv til jura@tekniq.dk.