Vi er i gang med et projekt med en fast deadline. Hovedparten af arbejdet foregår udenfor, men nu er der udsigt til hedebølge de næste mange dage. Kan jeg kræve, at mine medarbejdere arbejder, og i normalt tempo, under hedebølgen?
Nej – ikke nødvendigvis i normalt tempo. Du kan kræve, at arbejdet fortsætter, men du skal tilpasse det til varmen.
Du kan godt holde fast i arbejdet: Der er ikke regler, der giver medarbejdere ret til at få “varmefri”. Du kan derfor som arbejdsgiver godt kræve, at arbejdet fortsætter, selv om der er hedebølge.
Men du kan ikke kræve normalt tempo: Når arbejdet foregår i høj varme – især ved fysisk udendørs arbejde – skal du tage stilling til om det er forsvarligt at udføre arbejdet på samme måde, som I plejer. Det betyder, at du ikke uden videre kan fastholde normalt tempo, hvis varmebelastningen er høj.
Beskytte mod UV-stråling fra solen med skygge, tildækkende tøj, hovedbeklædning og solcreme
Sådan vurderer du, om arbejdet kan fortsætte forsvarligt
Selvom der er en fast deadline, ændrer det ikke på dit ansvar for at sikre et godt arbejdsmiljø. Du skal løbende vurdere varmebelastningen og tilpasse arbejdet, så det kan udføres forsvarligt.
Tag bl.a. højde for:
Temperatur og sol – er der direkte sol, eller kan arbejdet foregå i skygge?
Arbejdets fysiske belastning – jo hårdere arbejde, jo mere belaster varmen kroppen
Påklædning og værnemidler – tæt beklædning og personlige værnemidler øger varmebelastningen.
Den enkelte medarbejder – fx alder, helbred, gravide og medarbejdere, der ikke er vant til varmen
Tegn på overophedning – fx hovedpine, svimmelhed, kvalme, kraftig sveden eller udmattelse
Vær særligt opmærksom, hvis du ser tegn på, at varmen påvirker medarbejderne. Symptomer som svimmelhed, hovedpine eller kvalme er signaler om, at belastningen er for høj, og at arbejdet skal tilpasses yderligere – fx med flere pauser, mere væske, skygge eller ændret arbejdstempo.
Du har ansvaret for at vurdere, om arbejdet fortsat kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Kan det ikke det – heller ikke med de tilpasninger, du har mulighed for – skal du som arbejdsgiver tage stilling til, hvordan arbejdet kan tilrettelægges på en forsvarlig måde.
Inddrag gerne arbejdsmiljøorganisationen og medarbejderne i vurderingen.
Husk som arbejdsgiver:
Du har altid ansvaret for et forsvarligt arbejdsmiljø – også når der er deadline
Tilpas arbejdet til varmen frem for at fastholde tempoet
Reager på advarselstegn som svimmelhed, hovedpine og kvalme
Inddrag arbejdsmiljøorganisationen og medarbejderne