Nu kan du indstille årets stærkeste trivselsindsatser
Publiceret:26. aug. 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
Du kan stadig nå at indstille de virksomheder, ledere, kolleger og initiativer, der styrker den mentale trivsel på arbejdspladsen, til Mental Health Awards 2026. Men du skal skynde dig, for deadlinen for indstilling er 1. september.
Trivsel er blevet en vigtig del af hverdagen på mange arbejdspladser – også i det tekniske erhvervsliv, hvor travlhed, rekrutteringsudfordringer og høje krav til kvalitet og levering fylder i mange virksomheder.
Med Mental Health Week 2026 i uge 41 vil TEKNIQ, Blik- og Rørarbejderforbundet og Goodtalks forbinde mennesker og skabe nye samtaler om mental sundhed – både i arbejds- og privatlivet. Ugen slutter med Mental Health Awards 2026, hvor personer og arbejdspladser, der allerede gør en konkret forskel, bliver anerkendt og hyldet.
Derfor er der nu mulighed for at indstille kandidater til Mental Health Awards 2026. Prisen hylder virksomheder, ledere, rollemodeller og konkrete initiativer, der arbejder aktivt for bedre mental trivsel i arbejdslivet. Frist for indstilling er den 1. september 2026.
Det kan være en virksomhed, der har sat trivselsarbejdet i system. En leder, der skaber psykologisk tryghed i hverdagen. En kollega, der gør en særlig forskel for fællesskabet. Eller et initiativ, som har styrket arbejdsmiljøet og gjort det lettere at tale åbent om mental sundhed.
Det afgørende er ikke størrelsen på indsatsen, men den forskel den gør for mennesker på arbejdspladsen.
Man kan nominere en leder, en kollega, en virksomhed, et initiativ eller sig selv. Det er også muligt at indsende nomineringer i flere kategorier.
Mental Health Awards 2026 har følgende kategorier:
Årets virksomhed (0-150 medarbejdere)
Årets virksomhed (+150 medarbejdere)
Årets arbejdspladsinitiativ
Årets CEO/topleder
Årets HR-leder
Årets rollemodel
Goodtalks specialpris
Alle nomineringer vurderes af en uafhængig jury med profiler inden for ledelse, HR, psykologi, mental sundhed og arbejdsliv.
Juryen består af:
Casper Kirketerp-Møller - co-founder i Clever
Flemming Riber - partner i Odgers
Henrik Tingleff, psykolog - foredragsholder og adfærdsekspert
Lotte Hjortlund Andersen - HR-direktør i Coop
Marlene Øhrberg Krag - sundhedsdirektør i AP Pension
Nikoline Steen Kristensen - musiker og foredragsholder.
Finalisterne offentliggøres i september, og vinderne kåres ved awardshowet Mental Health Awards den 8. oktober 2026 i AP-Huset i København.
Du kan læse mere om Mental Health Week & Awards 2026 og indstille din kandidat her.