TEKNIQs medlemmer kan nu få hjælp på telefonen døgnet. Den nye voicebot KVIQ kan svare på spørgsmål om blandt andet ansættelse, overenskomster og fagtekniske – en særlig fordel for medlemmet på farten.
Som den første erhvervsorganisation udvider TEKNIQ nu medlemsservicen med en ny voicebot på telefonen, der sidder klar døgnet rundt. Det betyder at medlemmer kan ringe og stille spørgsmål uden for den normale åbningstid.
Voicebotten løfter medlemsservicen til et nyt niveau, da medlemmerne nu kan få vejledning med det samme og ikke skal vente til næste arbejdsdag.
Løsningen er især relevant for de medlemmer, der bruger en stor del af arbejdsdagen på vejen mellem kunder, byggepladser og medarbejdere. Med KVIQ på telefonen bliver det muligt at stille spørgsmål mundtligt, mens man er på farten.
KVIQ er allerede kendt fra TEKNIQ.dk, hvor medlemmer kan chatte med den og finde svar på spørgsmål. Nu bliver den samme type hjælp tilgængelig på telefonen.
Voicebotten sikrer den rette hjælp
Voicebotten kan forstå spørgsmål og give målrettet vejledning inden for blandt andet ansættelse, overenskomster, uddannelse og tekniske emner. Hvis spørgsmålet kræver yderligere opfølgning fra en af TEKNIQs rådgivere, bliver henvendelsen registreret, så den rette person kan vende tilbage med den nødvendige hjælp.
Når et medlem kan identificeres, gemmes der automatisk et kort referat af samtalen. Det betyder, at rådgiveren kan se, hvad medlemmet har spurgt om, hvad KVIQ har svaret, og om der er behov for yderligere opfølgning.
Ved juridiske spørgsmål – eller hvis medlemmet ønsker at tale med en rådgiver – bliver henvendelsen sendt videre til den rette indbakke i TEKNIQ. På den måde skal medlemmet ikke begynde forfra, hvis sagen skal tages videre af en medarbejder.
Formålet er at gøre medlemsservicen mere tilgængelig og bedre tilpasset virksomhedernes hverdag. Mange spørgsmål opstår ikke nødvendigvis mellem klokken 8 og 16. De kan opstå i bilen efter et kundemøde, på vej hjem fra en byggeplads eller om aftenen, når dagens administration skal klares.
Med KVIQ på telefonen får medlemmerne en ekstra indgang til TEKNIQ, når det passer ind i arbejdsdagen.
I første omgang vil voicebotten være aktiv uden for TEKNIQs normale åbningstid. I åbningstiden vil medlemmer fortsat kunne få fat i TEKNIQs medarbejdere som normalt.