Tabt arbejdsevne: Nu bliver dine medarbejdere bedre dækket
Publiceret:18. maj 2026
Skrevet af:Michael Degn Christensen
PensionDanmark har indført en ny forsikring ved tab af arbejdsevne, som er målrettet medarbejdere med en årsløn over 418.000 kr. Den nye ordning skal sikre, at faglærte med et højere lønniveau ikke oplever en voldsom økonomisk udhuling, hvis de mister evnen til at arbejde.
Ny forsikringsmodel fra PensionDanmark er et længe ventet opgør med forskelsbehandling ved tabt arbejdsevne for højtlønnede faglærte som eksempelvis elektrikere, smede og vvs’ere.
Hidtil er de blevet ramt uforholdsmæssigt hårdt økonomisk, hvilket en analyse fra BEDSTPension fra 2024 dokumenterede. Af samme grund har TEKNIQ kæmpet hårdt for at få forbedret dækningerne, så virksomhederne ikke har været nødsaget til at søge andre steder hen for at sikre medarbejderne tilstrækkeligt.
- Det her løser ikke alle problemer, men det viser, at systemet kan justeres, når kritikken er veldokumenteret. Vores mål er at sikre, at pensionssystemet også virker, når livet rammer, og det her er en vigtig del af løsningen, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ, der også sidder med i bestyrelsen hos PensionDanmark.
Den nye forsikring fra PensionsDanmark tildeles automatisk til medarbejdere, der tjener over 418.000 kr. om året, og som har været beskæftiget i 24 ud af de seneste 30 måneder før sygdom. PensionDanmark beregner lønnen ud fra de obligatoriske indbetalinger og den arbejdsgiverbetalte bidragsprocent.
Korrekt indberetning er afgørende
Selvom virksomheden skal indberette som sædvanligt, er der kommet et nyt fokuspunkt: Frivillige bidrag skal indberettes præcis som sådan. Da PensionDanmark bruger indberetningsdata til at fastsætte dækningen, vil fejl her betyde, at medarbejderens årsløn – og dermed deres økonomiske sikkerhedsnet – beregnes forkert.
Forsikringen koster ikke virksomheden ekstra i sig selv, da den betales via medarbejderens egen pensionsordning. Prisen for medarbejderen er 1,8 procent af årslønnen.
Sådan udbetales forsikringen
Hvis en medarbejder bliver syg, fungerer forsikringen som et ”opfyldningsprodukt”. Det betyder:
70 procents dækning: PensionDanmark fylder op til 70 procent af medarbejderens årsløn efter offentlige udbetalinger og andre indtægter.
Karenstid: Der er tre måneders karensperiode med offentlig ydelse (fx sygedagpenge), før udbetalingen fra forsikringen kan starte.
Søgning: Medarbejderen skal selv søge om udbetaling via PensionDanmarks hjemmeside.
Læs mere om tabt erhvervsevne og den nye pensionsordning her