Hvornår er der krav om vådrumssikring i forbindelse med mindre reparationer i vådrum – og hvornår er der ikke. Seniorkonsulent i Teknologisk Institut Leon Buhl giver en gennemgang.
Skal der ALTID udføres vådrumssikring i forbindelse med reparation eller mindre renovering af vådrum? Det er et spørgsmål, jeg ofte har fået – og mange vvs’ere er formentlig blevet mødt med krav om at udføre vådrumssikring – selv i forbindelse med reparation efter en rørskade i for eksempel et badeværelsesgulv.
Det er overordnet set Bygningsreglementet (BR18), der angiver lovgivningen på området, og i det bliver der henvist til SBI-anvisning 252, Vådrum.
I forbindelse med reparation beskriver reglementet ikke, at nugældende krav skal anvendes – men derimod kan de krav, der var gældende på udførelsestidspunktet, benyttes. Bygningsreglementet har gennem tiden henvist til tre forskellige SBI-anvisninger omhandlende vådrum, og det er derfor disse, der skal anvendes som niveau i forbindelse med reparationen.
Hvis badeværelset er ældre end ovenstående bygningsreglementer, har der overhovedet ikke været krav til udførelse af vådrumssikring.
Med hensyn til spørgsmålet om ved hvilke gulv- og vægkonstruktioner, der skal anvendes vådrumssikring, er der overordnet set ikke forskel på reglerne i de gamle og den nyeste anvisning. Det handler kun om måden, det er beskrevet på.
Forvirringen om, hvornår der skal anvendes vådrumssikring (vådrumsmembran), beror på, at visse faggrupper har fået den opfattelse, at der ALTID skal anvendes en vådrumssikring uanset gulv- eller vægkonstruktion. Det er dog IKKE korrekt.
For at forstå reglerne fuldt ud er det vigtigt først at forstå den måde, som et vådrum generelt er belastet med vand på.
Vådrum opdelt i tre belastningsklasser:
Klasse L = lav belastningsklasse, der blandt andet omfatter sommerhuse og familieboliger.
Klasse M = middel belastningsklasse der for eksempel omfatter boliger i etagebyggeri og rækkehuse.
Klasse H = hård, der omfatter vådrum i for eksempel storkøkkener og industri.
Derudover er vådrummet opdelt i en vådzone og en fugtig zone. Vådzonen er det område, hvor der er direkte vandbelastning – for eksempel vægge i bruseniche. Hele gulvet, inklusive 100 mm op ad væggen, er ligeledes altid vådzone. Fugtig zone er vægområdet uden for vådzonen. Væggene i den fugtige zone bliver mere påvirkede af fugt end væggene i boligens øvrige rum som følge af høj relativ luftfugtighed, og der er derfor også krav her.
Dét, der i alle anvisningerne er langt vægt på, i forhold til hvornår det er nødvendigt at anvende vådrumssikring, er, hvorvidt den underliggende konstruktion (gulv eller væg) er vandtæt i sig selv. Hvis konstruktionen kan betegnes som vandtæt i sig selv, er det ikke nødvendigt med en vådrumssikring.
Der er i anvisningerne opstillet tre tabeller, som angiver, hvornår en vådrumssikring af gulv eller vægge er nødvendig. Anvendelsesmulighederne er blandt andet begrænset af rummets belastningsklasse samt af visse andre konstruktionsmæssige forhold. De vigtigste muligheder for at undlade vådrumssikring er angivet i oversigten i den nedenstående faktaboks. Oversigten gælder for belastningsklasse L, der svarer til enfamiliehuse eller sommerhuse.
Hvad gælder ved reparation?
Hvis reparationen betyder, at overgangen mellem gulv og væg bliver berørt, vil det være nødvendigt at vådrumssikre og sikre overgangen mellem de to områder med et fugebånd. Det kan muligvis klares ved at skifte sokkelfliserne.
Hvis en mindre renovering eksempelvis består i at skifte et gulvafløb i gulvet, eller udskifte fliserne, uden i øvrigt at ændre på installationerne, vil det heller ikke udløse krav om, at der skal udføres vådrumssikring, ud over sikring af overgange mellem gulv og væg.
