Arbejdsmiljø og fællesskab vejer tungere end løn
August 2026 - Når virksomhederne i det tekniske erhvervsliv skal fastholde deres medarbejdere, er det ikke lønnen, der trækker det tungeste læs. Et godt arbejdsmiljø og stærke kollegiale fællesskaber topper listen over de vigtigste parametre.
Manglen på faglærte medarbejdere fylder fortsat i det tekniske erhvervsliv, og fastholdelse er derfor blevet en central del af virksomhedernes strategi. En undersøgelse blandt TEKNIQs medlemmer peger på, at det især er de bløde værdier, der binder medarbejderne til arbejdspladsen.
Trivsel og fleksibilitet slår løn
74 % af virksomhederne peger på et godt arbejdsmiljø som en af de vigtigste parametre for at fastholde medarbejderne, jf. figur 1. Lige efter kommer gode kolleger og et godt fællesskab, som 73 % fremhæver. De to parametre står dermed skulder ved skulder i toppen og understreger, at trivsel og relationer er afgørende for, om medarbejderne bliver i virksomheden.
På tredjepladsen finder vi arbejdstid og fleksibilitet, som 62 % af virksomhederne vurderer som vigtigt. Først derefter kommer løn med 54 %. Det er en bemærkelsesværdig placering. Løn er stadig vigtig, men den kan ikke stå alene. Fleksibilitet handler om at give medarbejderne mulighed for at få hverdagen til at hænge sammen – noget der bliver stadig vigtigere i en tid, fx hvor flere fædre i branchen deltager mere aktivt i familielivet.
50% af virksomhederne peger på forholdet til ledelsen som vigtigt for fastholdelsen, mens 49% fremhæver personalegoder som fx servicebil. I det tekniske erhvervsliv, hvor mange medarbejdere kører ud til kunder, er servicebilen ofte mere end blot et gode – den er en integreret del af arbejdsdagen.
Spændende opgaver og udvikling er også vigtigt. 44 % peger på udfordrende og spændende opgaver, mens faglig og personlig udvikling samt karrieremuligheder fremhæves af hhv. 30 % og 17 % af de adspurgte.
Seniorerne kræver særlig fleksibilitet
Fleksibilitet fylder også, når vi ser på den voksende gruppe af seniorer i det tekniske erhvervsliv. Andelen af medarbejdere på 60 år eller derover er steget i de sidste ti år, og fastholdelsen af de erfarne medarbejdere er derfor helt central.
Virksomhederne er klar til at tage ansvaret. 63 % er i høj eller meget høj grad villige til at tilbyde fleksibilitet til seniormedarbejdere, jf. figur 2.. Samlet set er næsten ni ud af ti virksomheder åbne for at tilbyde fleksibilitet til de erfarne medarbejdere, og kun 11% er i mindre grad eller slet ikke villige. Fleksibiliteten kan tage mange former – nedsat tid, lettere opgaver, mentorroller eller gradvis tilbagetrækning – og den er et vigtigt redskab i kampen mod manglen på medarbejdere.
Fastholdelse er svaret på en akut mangel
Behovet for at fastholde medarbejderne skal ses i lyset af den markante mangel på kvalificerede medarbejdere, som det tekniske erhvervsliv står i. Særligt inden for VVS- og blikkenslagervirksomhed samt El-installation oplever en stor del af virksomhederne mangel på medarbejdere, og ledigheden i faggrupperne er samtidig historisk lav. Det betyder, at der næsten ikke er nogen ledige at tage af, og at næsten hver tredje rekrutteringsforsøg i branchen ender uden ansættelse.
Når nye medarbejdere er så svære at finde, bliver de medarbejdere, virksomhederne allerede har, endnu mere værdifulde. Et godt arbejdsmiljø, stærke fællesskaber og fleksibilitet er ikke bare gode intentioner – det er en forretningskritisk investering i branchens fremtid.
Metode
I perioden fra den 9. april til den 23. april 2026 udsendte TEKNIQ den årlige medlemsundersøgelse om mangel på arbejdskraft. Spørgeskemaet blev sendt ud til 2.727 medlemmer, hvoraf 1.020 gennemførte. Det giver en svarprocent på 38%.
Spørgeskemaet omhandlede medlemmernes oplevelse af den aktuelle rekrutteringssituation.