Regnskaber viser solidt år for det tekniske erhvervsliv
August 2026 - Regnskaberne for 2025 viser et teknisk erhvervsliv med solide resultater. 69 % af virksomhederne har overskud, soliditeten er robust, og dækningsgrad på 49 % peger på en stærk bruttoindtjening i kerneforretningen.
Det tekniske erhvervsliv står fortsat økonomisk stærkt. Høj beskæftigelse, lavere inflation og faldende renter har understøttet aktiviteten gennem 2025, hvilket afspejles i virksomhedernes regnskaber.
Samlet set tegner nøgletallene et billede af et teknisk erhvervsliv med et solidt økonomisk udgangspunkt trods usikre tider. Mange virksomheder har dermed et bedre udgangspunkt for at investere i teknologi, medarbejdere og grøn omstilling.
Bygge- og anlægsvirksomheder har den højeste dækningsgrad
På tværs af det tekniske erhvervsliv er der markante forskelle i dækningsgraden. Bygge- og anlægsvirksomhederne ligger højest med 57 %. Det hænger blandt andet sammen med, at arbejdstimer fylder meget i disse virksomheder, mens materialer og eksterne ydelser typisk fylder relativt mindre.
“Anden installation” som fx elevatorer og sikring følger efter med en dækningsgrad på 51 %, mens VVS- og blikkenslagervirksomhederne ligger på 48 %, og el-installationsvirksomhederne ligger på 42 %. I installationsbrancherne fylder materialer som rør, kabler og komponenter en betydelig del af udgifterne, hvilket trækker dækningsgraden ned.
Smede- og metalvirksomhederne har en dækningsgrad på 38 %, mens maskinfremstilling, reparation og engroshandel lander på 31 %. De lavere niveauer i industrien hænger blandt andet sammen med, at råvarer og komponenter fylder meget. Samtidig kan udviklingen i råvarepriser, blandt andet på kobber samt told, have presset nogle virksomheder.
De mindste virksomheder har den højeste dækningsgrad
Dækningsgraden varierer også tydeligt med virksomhedens størrelse, jf. figur 1. Tallene viser et klart mønster: De mindste virksomheder har den højeste dækningsgrad.
Virksomheder med 0-4 medarbejdere har en dækningsgrad på 55 %, mens virksomheder med 5-9 medarbejdere ligger på 47 %.
Hos de største virksomheder med over 100 medarbejdere er dækningsgraden 23 procentpoint lavere end hos virksomheder med 0-4 medarbejdere. En lavere dækningsgrad er dog ikke det samme som lavere samlet indtjening. Store virksomheder har langt større omsætning, og selv med en lavere dækningsgrad pr. omsætningskrone kan den samlede indtjening være betydelig. Samtidig har større virksomheder ofte flere underleverandører og en større andel af indkøbte ydelser.
Overskud og soliditet understøtter billedet
Dækningsgraden kan ikke stå alene. To andre nøgletal understøtter billedet af et teknisk erhvervsliv med en sund økonomi.
69 % af virksomhederne havde overskud i 2025. Det er en fremgang fra 65 % året før, jf. figur 2. Blandt de bedst placerede brancher er VVS- og blikkenslagervirksomhederne med 80 %, mens El-installationsvirksomhederne ligger på 75 %. I den anden ende ligger beslagsmedene med 46 %.
Soliditetsgraden — som viser, hvor stor en del af aktiverne der er finansieret af egenkapital — lå i 2025 på 43 % i gennemsnit, jf. figur 3. Både de mindste og de største virksomheder ligger højt på dette nøgletal, hvilket peger på en solid økonomisk platform på tværs af virksomhedsstørrelser.
Et erhvervsliv med plads til investeringer
Samtidig understreger analysen, at det tekniske erhvervsliv ikke er en homogen størrelse. Nogle brancher har høj aktivitet og høj dækningsgrad, mens andre arbejder med lavere marginer og mere pressede vilkår. Samlet står branchen dog økonomisk solidt og har et godt udgangspunkt for at håndtere udsving i efterspørgslen, stigende omkostninger og behovet for nye investeringer.
Det flugter med de forventninger, TEKNIQs medlemmer har til 2026. Ifølge markedsanalysen for 2026 forventer medlemsvirksomhederne samlet en vækst i omsætningen på 3,9 %, mens bygge- og anlægsområdet ligger i front med en forventet vækst på 11,6 %.
Analysen bygger på virksomhedernes officielle regnskabsdata fra CVR-registeret, leveret via BIQ og bearbejdet af TEKNIQ. Datagrundlaget dækker perioden 2024-2025 og omfatter 146.505 regnskabsobservationer fra virksomheder i det tekniske erhvervsliv.
Det tekniske erhvervsliv er defineret som virksomheder inden for brancherne anden installation, herunder sikringsvirksomheder, beslagsmede, bygge- og anlægsarbejde, el-installationsvirksomheder, køle- og ventilationsvirksomheder, låsesmede, maskinfremstilling, reparation og engroshandel, smede- og metalvirksomheder samt VVS- og blikkenslagervirksomheder. Virksomheder uden for disse brancher indgår ikke i analysen.
Databehandlingen er tilrettelagt med henblik på at give et så retvisende billede som muligt. Konkursramte virksomheder er derfor medtaget i de regnskabsår, hvor de har været aktive og har aflagt regnskab. Ekstreme observationer med meget skæve nøgletal er frasorteret, da de ellers kan skævvride gennemsnittene.
Bemærk om låsesmede. Datagrundlaget for låsesmede er markant mindre end for de øvrige brancher. Der indgår kun 81 observationer samlet i perioden 2024-2025, og tallene for låsesmede bør derfor tolkes med særlig forsigtighed.
Dækningsgraden viser, hvor stor en del af omsætningen der er tilbage, når omkostninger til varer og eksterne ydelser er trukket fra. I denne analyse er dækningsgraden beregnet som bruttofortjeneste divideret med omsætning. Bruttofortjeneste er en officiel regnskabspost, hvor omkostninger til varer og eksterne ydelser er fratrukket omsætningen. Beregningen er derfor en pragmatisk tilnærmelse til den klassiske dækningsgrad baseret på tilgængelige regnskabsdata i CVR. Et højt niveau indikerer, at virksomheden har en relativt stor del af omsætningen tilbage til at dække løn, faste omkostninger, afskrivninger og overskud.
Soliditetsgraden angiver, hvor stor en del af virksomhedens aktiver der er finansieret af egenkapital. En høj soliditetsgrad betyder, at virksomheden har en stor egenkapital i forhold til gælden og dermed typisk er mere modstandsdygtig over for økonomiske udsving. Som tommelfingerregel betragtes en soliditetsgrad på 30-40 procent ofte som passende for en veletableret virksomhed, men niveauet bør vurderes i forhold til branche, forretningsmodel og virksomhedens risikoprofil.
Overskud viser i denne analyse, om virksomheden har haft et positivt resultat før skat i perioden. Andelen af virksomheder med overskud viser dermed, hvor stor en del af virksomhederne der har haft positiv indtjening før skat. Det er en indikator for indtjeningsevnen, men bør ikke alene tolkes som et samlet mål for økonomisk sundhed.
Indtjening pr. medarbejder er beregnet på baggrund af virksomhedens driftsresultat, altså indtjeningen før renter og skat. Nøgletallet giver en indikation af virksomhedens indtjeningsevne pr. medarbejder og kan sige noget om, hvor effektivt virksomheden udnytter sine ressourcer. Tallet bør dog fortolkes med forsigtighed, da det blandt andet kan påvirkes af outsourcing, kapitalintensitet og forskelle i opgørelsen af medarbejderantal.