Virksomhederne åbner døren for medarbejdere på særlige vilkår
Oktober 2026 - Otte ud af ti af TEKNIQs medlemsvirksomheder vil ansætte medarbejdere med behov for særlige hensyn, hvis kvalifikationerne er på plads. Det kan styrke et mere rummeligt arbejdsmarked. Samtidig løser medarbejdere på særlige vilkår allerede centrale opgaver i det tekniske erhvervsliv.
Flertallet vil ansætte medarbejdere på særlige vilkår
TEKNIQs medlemsvirksomheder er i høj grad parate til at ansætte medarbejdere, der har brug for særlige hensyn. Otte ud af ti svarer, at de vil være villige til at ansætte en medarbejder på særlige vilkår, hvis medarbejderen har de rette faglige kvalifikationer, jf. figur 1.
Det viser, at virksomhederne i det tekniske erhvervsliv ser potentialet i en bredere arbejdsstyrke. Det er særligt relevant i en tid, hvor mange virksomheder fortsat har udfordringer med at rekruttere kvalificerede medarbejdere.
Mange virksomheder har allerede erfaring med særlige vilkår
36% har allerede erfaring med at have medarbejdere på særlige vilkår. Mere end hver femte har inden for det seneste år haft en eller flere medarbejdere i fleksjob. Fleksjob er dermed den mest udbredte ansættelsesform blandt virksomhederne, jf. figur 2. Derudover har hver tiende haft medarbejdere i job på løntilskud. Den samme andel har haft medarbejdere i virksomhedspraktik eller jobafklaringsforløb.
Fleksjob, løntilskud og virksomhedspraktik kan give virksomhederne mulighed for at tilrettelægge et ansættelsesforhold, der tager hensyn til både virksomhedens behov og medarbejderens muligheder. Ordningerne kan også give virksomheden mulighed for at lære en potentiel medarbejder at kende i praksis.
Medarbejderne løser opgaver i hele virksomheden
Medarbejdere på særlige vilkår løser opgaver på tværs af virksomhedernes funktioner. 42% af virksomhederne angiver, at medarbejderne arbejder med produktion, montage, installation, byggeri eller anlæg. 41% peger på drift, service, vedligeholdelse eller reparation, jf. figur 3. Medarbejdere på særlige vilkår bidrager dermed til centrale dele af den daglige drift.
En tredjedel af virksomhederne angiver, at medarbejderne varetager lager-, logistik-, paknings- eller klargøringsopgaver. 27% peger på administration, planlægning, kundeservice eller salg. Derudover varetager 10% opgaver med kvalitetskontrol og dokumentation. Det brede opgavespektrum viser, at der kan være plads til medarbejdere med meget forskellige forudsætninger.
Metode
I perioden fra den 3. september til den 17. september 2026 udsendte TEKNIQ den årlige medlemsundersøgelse om aktuelle emner for tekniske virksomheder. Spørgeskemaet blev sendt ud til 3.562 medlemmer, hvoraf 818 gennemførte. Det giver en svarprocent på 23%.
Spørgsmålene om medarbejdere på særlige vilkår er blevet stillet til 3.272 virksomheder med minimum 1 ansat.