Grøn og robust omstilling af forsvaret
Grønne løsninger bør være rygraden i genopbygningen af Danmarks forsvar. Grøn omstilling handler ikke kun om lavere CO₂-udledning, men om operativ robusthed, forsyningssikkerhed og et forsvar, der kan fungere, når den centrale infrastruktur er under pres.
Danmark skal genopbygge og styrke sit forsvar. Det kræver ikke kun investeringer i materiel, men også i de tekniske installationer, der får et moderne forsvar til at fungere i praksis.
Et stærkt forsvar er afhængigt af sikker og stabil energi. Derfor bør Forsvaret i højere grad omstilles fra sårbar, centraliseret forsyning til robuste, lokale energisystemer. Solceller, vind, batterier og varmepumper kan være med til at sikre, at kaserner, porte, bunkers, kommandocentre og andre kritiske faciliteter kan fungere, også ved udfald på elnettet.
Samtidig er energieffektivitet en del af Forsvarets operative styrke. Jo mindre energi der bruges på drift af bygninger, skibe og systemer, desto mere energi, rækkevidde og handlefrihed er der til de operative opgaver.
Tekniske installationer og energieffektivisering spiller imidlertid en sekundær rolle i Forsvarsministeriets grønne handleplan.
TEKNIQ foreslår derfor:
- Genbesøg Forsvarsministeriets grønne handleplan 2021-2025 med fokus på, hvordan grønne teknologier kan styrke Forsvarets robusthed, forsyningssikkerhed og energieffektivitet.