Et afgørende element for de virksomheder, der bliver påvirket af udbredelsen af coronavirus, er, hvorvidt de kan holdes ansvarlige for eventuelle forsinkelser, eller om de er omfattet af force majeure. Svaret er, at det kan være svært at svare præcis på!
I forbindelse med entrepriseforhold:
Ved regningsarbejder kan en kunde på ethvert tidspunkt beslutte, at entreprenøren ikke skal udføre mere arbejde. Herefter afregnes for det udførte arbejde. Dette er ikke en force majeure situation men følger af at arbejder udføres i regning.
I byggeforhold, hvor AB92, AB18 eller en af de øvrige AB’er er aftalt, indeholder AB en bestemmelse om entreprenørens ret til tidsfristforlængelse.
Det er bestemmelsen om force majeure og offentligt pålæg eller forbud, der kan få betydning. [JM1] Ved force majeure forstås en ekstraordinær udefra kommende begivenhed, som hverken entreprenøren eller bygherren er herre over og som medfører forsinkelse. Ved offentligt pålæg eller forbud forstås tilfælde, hvor det offentlige uden entreprenøren er årsag til det udstedte pålæg eller forbud, som medfører en forsinkelse.
Det beror altid på den konkrete kontrakt og bestemmelserne heri, hvordan parternes retsstilling er. Det har også betydning, hvornår tilbud er afgivet/aftale indgået.
I det følgende forudsættes, at aftalen er indgået uden forudgående kendskab til forekomst af coronavirus, og at kontrakten ikke bestemmer andet end AB.
Hvis leverandøren ikke kan levere materialer, og dette skyldes force majeure hos leverandøren, vil entreprenøren normalt også kunne få tidsfristforlængelse efter reglerne om force majeure.
Hvis entreprenøren bliver forsinket, og dette skyldes, at coronavirus forsinker materialeleverancer, taler meget for, at entreprenøren kan påberåbe sig force majeure – ikke mindst hvis forsinkelsen kan henføres til områder hvor forekomsten af coronavirus er meget udbredt.
Force majeure kan påberåbes af både bygherren og entreprenøren. Hvis der er tale om force majeure, vil begge parter have ret til tidsfristforlængelse, og ingen af parterne vil kunne rejse krav om erstatning eller godtgørelse.
Hvis en offentlig myndighed udsteder et egentligt påbud eller forbud rettet mod entreprenøren kan dette bedømmes efter reglerne om offentlige påbud eller forbud i stedet for efter reglerne om force majeure. I så fald vil entreprenøren have ret til tidsfristforlængelse og godtgørelse.
Entreprenøren skal under alle omstændigheder forsøge at undgå eller begrænse forsinkelsen.
I forbindelse med varehandel:
Hvis en virksomhed som følge af udbruddet af coronavirus ikke kan levere varer m.v. i overensstemmelse med allerede indgåede aftaler, skal det vurderes, om virksomheden som følge af force majeure er fritaget for erstatningsansvar over for kunder m.v.
Fremgår det direkte af den pågældende kontrakt, at epidemier anses som force majeure, vil virksomheden naturligvis som udgangspunkt være fritaget for erstatningsansvar over for kunden, hvis det er umuligt for virksomheden at levere kontraktmæssigt som følge af udbruddet af coronavirus.
Udelukker den pågældende kontrakt derimod epidemier m.v. som force majeure, vil en virksomhed som udgangspunkt være forpligtet til at opfylde en kontrakt i overensstemmelse med de vilkår, der fremgår af kontrakten, herunder vilkår om leveringstid og leveringssted, og manglende levering vil medføre erstatningsansvar for virksomheden.
Såfremt virksomhedens kontrakter ikke indeholder bestemmelser om force majeure, vil bedømmelsen ved kontraktforhold omfattet danske ret, ske på baggrund af danske rets almindelige principper om force majeure, herunder købelovens § 24 om forsinkelse af salgsgenstanden. Udgangspunktet efter købeloven er, at sælger er ansvarsfri for manglende overholdelse af leveringstiden, hvis der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder, som sælger ikke burde have taget højde ved indgåelse af aftalen, og disse omstændigheder gør det umuligt for sælger at overholde leveringstiden.
Anvender en virksomhed standardvilkår, som f.eks. NL 92, NLM 94 eller Orgalime S 2012, indeholder disse også bestemmelser om ansvarsfrihed ved force majeure. Det er dog kun Orgalime S 2012, der positivt nævner epidemier som force majeure, mens de øvrige standardvilkår mere generelt fritager parterne for ansvar ved enhver omstændighed, som parterne ikke er herre over – eksempelvis brand og krig.
Hvorvidt en virksomhed med henvisning til købeloven eller de nævnte standardvilkår er fritaget for ansvar over for kunder m.v. som følge af coronavirus, skal dog vurderes konkret i forhold til den enkelte aftale og den enkelte virksomheds omstændigheder.
Generelt gælder det, at den virksomhed, der hævder, at manglende opfyldelse af aftalen skyldes force majeure, er forpligtet til at underrette kunden herom. Derudover skal virksomheden være opmærksom på, at det er op til virksomheden at bevise, at det har været umuligt at opfylde aftalen samt at dette skyldes coronavirussen. Kan virksomheden ikke løfte denne bevisbyrde, vil virksomheden blive pålagt at betale erstatning til kunden.
Ved aftaler, der indgås på nuværende tidspunkt, bør man være opmærksom på, at coronavirus næppe på et senere tidspunkt vil blive anset som en upåregnelig omstændighed, som virksomheden ikke burde have taget højde for ved indgåelse af den nye aftale, hvis virksomheden på et senere tidspunkt ikke kan opfylde aftalen. Virksomheden bør derfor tage højde herfor i forbindelse med indgåelse af aftalen – fx ved specifikt at nævne dette som en ansvarsfrihedsgrund.
Virksomheder, der som følge af coronavirus kan komme i situation, hvor det bliver umuligt at opfylde aftaler med kunder m.v., bør allerede på nuværende tidspunkt overveje, hvordan man sikrer rettidig levering og opfyldelse af aftaleforhold – herunder hvorvidt det er muligt at indgå aftaler med kunder om udsættelse af leveringstid.