Kollektive overenskomster
Nu har du styr på Hovedaftalen.
Det næste du skal lære om i denne del af modulet er de kollektive overenskomster, som er næste niveau i aftalestrukturen.
Klik på videoen og hør, hvad Thorkild Bang siger om de kollektive overenskomster for installationsbranchen.
Overenskomster indgås mellem en arbejdsgiverforening, f.eks. TEKNIQ Arbejdsgiverne, og et forbund, f.eks. Dansk El-Forbund, eller Blik- og Rørarbejderforbundet.
Hvad indeholder en overenskomst?
Overenskomster fastlægger de "spilleregler", som gælder i forholdet mellem virksomheden og dens ansatte, og indeholder aftaler om de overordnede løn- og ansættelsesforhold, der gælder for bestemte grupper af ansatte i virksomheden, der arbejder indenfor et bestemt fagligt område, f.eks. el og vvs, som overenskomsten dækker.
Typiske emner i overenskomsten
Overenskomster indeholder en lang række emner, der regulerer forholdet mellem virksomhed og medarbejdere indenfor det fagområde, som overenskomsten dækker.
Typisk indeholder overenskomster følgende emner:
- Lønforhold
- Pensionsordning
- Betaling under sygdom, barsel, tilskadekomst, rejse- og overarbejde, rådighedsvagt, søgne-/helligdage, ferie
- Produktivitetsfremmende lønsystemer, bl.a. akkord
- Regler for ansættelse og afskedigelse, arbejdstid, indgåelse og opsigelse af lokalaftaler, efteruddannelse
- Regler om tillidsrepræsentanter
- Regler om behandling af fagretlig strid
- Regler for ny-optagne virksomheder, tilpasningsforhandlinger og evt. optrapning
- Overenskomstens ikrafttræden og varighed, regler for opsigelse af overenskomsten
- Standardansættelseskontrakter, akkordsedler, protokollater om implementering af EU-regler, mv.
Overblik over installationsbranchens overenskomster
Som leder skal du have et overblik over de overenskomster og overenskomstlignende aftaler, der findes på installationsområdet - el og vvs. Det er dem, du kommer til at møde i din hverdag.
Overenskomster på el-området
På el-området er der indgået følgende overenskomster/akkordaftaler:
- Elektrikeroverenskomsten (med Dansk El-Forbund)
- El-fagets Funktionæroverenskomst (med Dansk El-Forbund)
- Tiltrædelse til industriens overenskomst for smede og maskinarbejdere (med Dansk Metal) samt arbejdsmænd (med 3F)
- El-branchens Akkordsystem (EBA) (med Dansk El-Forbund)
EBA er ikke en "rigtig" overenskomst, men en overenskomstlignende aftale, der definerer, hvordan man arbejder på akkord.
Overenskomster på vvs-området
På vvs-området har TEKNIQ Arbejdsgiverne indgået følgende overenskomster/ akkordaftaler:
- Vvs-overenskomsterne ((med Blik- og Rørarbejderforbundet og Dansk Metal)
- Tiltrædelse til vvs-overenskomsterne (med 3F)
- Rørprislisten
- Fjernvarmeprislisten
- Landspriskuranten for blikkenslagerarbejde
Overenskomster på funktionær-området
På funktionærområdet er der indgået følgende overenskomster:
- HK-overenskomsten (mellem TEKNIQ Arbejdsgiverne og HK/Privat)
- TL-overenskomsten (mellem TEKNIQ Arbejdsgiverne og Teknisk Landsforbund)
- Lederaftalen (mellem DA og Lederne)
Vær opmærksom på, at ledere typisk ansættes på de samme ansættelsesvilkår som dem de leder, dvs. at deres ansættelsesvilkår "kopieres" fra timelønsområdet. Men Lederaftalen gør det muligt at aftale andre vilkår for lederne.