TEKNIQ Arbejdsgiverne vinder faglig voldgift om, hvordan EUX-lærlinge skal indplaceres på løntrin.
TEKNIQ Arbejdsgiverne har den 16. december 2021 vundet en faglig voldgift om indplaceringen af EUX-lærlingen på løntrinene iht. VVS-overenskomsten.
Sagen tog udgangspunkt i den problematik, at EUX-uddannelsens længde rent praktisk ikke gør det muligt at indplacere EUX-lærlinge på løntrin 5 i de 9 måneder, som det ellers fremgår af vvs-overenskomsten – hvis der samtidig skal ske en oprykning fra sats 1 til 2, som det også fremgår af overenskomsten.
Ved den faglige voldgift fik TEKNIQ Arbejdsgiverne medhold i, at samtlige lærlinge – og altså også EUX-lærlinge – skal oprykkes til løntrin 2 efter et halvt års ansættelse, hvis grundforløbet (GF2) er gennemført inden påbegyndelse af uddannelsesaftalen. Det betyder også, at indplaceringen på løntrin 5 kommer til at være i 3 måneder i stedet for 9.
TEKNIQ Arbejdsgiverne mener, det er vigtigt, at EUX-uddannelsen opfattes som en god mulighed for virksomhederne og lærlingene. Med afgørelsen er der nu skabt klarhed over lønforholdene, så det passer med de faktiske forhold i forbindelse med uddannelsen af EUX-lærlinge.
Den faglige voldgift kort
Voldgiften handlede om, hvordan EUX-lærlinge indplaceres på de rette løntrin iht. VVS-overenskomstens Punkt 26, stk. 2.
Bestemmelsen anfører, at alle lærlinge skal indplaceres på sats nummer et.
Lærlinge, der inden ansættelsen har gennemgået grundforløbet, oprykkes efter et halvt år til trin to. Herefter oprykkes lærlingene til næste trin hvert år indtil sluttrin.
For EUX-lærlinge alene indeholder overenskomsten et femte løntrin.
Det fremgår af overenskomsten, at EUX-uddannelsen varer 4 år og 9 måneder, og at EUX-lærlinge derfor indplaceres de sidste 9 måneder på trin 5.
Den faglige voldgift har dog fastslået at også EUX-lærlinge skal oprykkes til løntrin 2 efter et halvt års ansættelse.
Det betyder, at indplaceringen på løntrin 5 varer 3 måneder i stedet for 9. Samtidig betyder det, at der ikke må ske afkortning af løntrin 2, 3 eller 4. På disse løntrin, skal alle lærlinge være indplaceret i 1 år ad gangen.