Entreprisegrænser – hvorfor er det så svært?

Grænseflader mellem de enkelte arbejder på et byggeprojekt kan om noget give anledning til drøftelser på byggepladsen. Og uklare grænseflader bidrager med stor sandsynlighed til byggebranchens ry for manglende produktivitet.

For mange år siden startede automatikbranchen med at udgive et fordelingsskema, der beskrev grænsefladerne mellem de enkelte opgaver på installationer. Følere i kanaler og rør leveres af automatikproducenten, monteres af henholdsvis ventilations- eller vvs-entreprenøren, fortrådes af elektrikeren og afprøves af automatik osv. Dette er stadig tilfældet, og den eneste forskel er, at automatikken er blevet mere kompleks, men også mere brugervenlig. Entreprisegrænser findes selvfølgelig også mellem andre entrepriser/leverancer i et byggeprojekt. Inventar og udstyr i laboratorier skal ofte forsynes med ventilation, gas, trykluft, el og vand.

Som projekterende sidder man med hele løsningen inklusive funktionen og tænker ikke i faglig opdeling eller producent af de enkelte dele. Dette gør den efterfølgende opdeling i ”hvem-gør-hvad” endnu sværere, da rækkefølgen på de enkelte arbejdsgange også er afhængige af hinanden.

Bygherrer oplever, at de må afholde ekstra omkostninger til arbejder, når entreprisegrænserne ikke er sammenfaldende, og dermed ikke når hinanden. Tendensen er derfor, at flere bygherrer lægger samlede ”pakker” ud til eksempelvis vvs-, ventilations-, el- eller teknikentreprenøren. Dermed placeres ansvaret, bekvemt nok, ét sted.

Installatøren mangler tid

Kompleksiteten i entreprisegrænserne forsvinder bare ikke, ej heller omkostningerne til at få sammenfaldende grænser. Entreprenøren skal eksempelvis indhente priser på visse inventardele, have underentreprenører med på en del arbejder som fugearbejde, brandlukninger, kloakarbejder. Vi ser fortsat ofte nogle spildevandsafløb beskrevet som vvs i jord. Det er IKKE vvs-arbejde, men kloak-arbejde.

Vvs-entreprenøren er ikke særlig rutineret i at håndtere bestillingen af inventar, ligesom svendene ikke har rutine i opstilling og montage af inventaret. Derfor er den hurtige og nemme løsning at tage dette arbejde ind som underentreprise og lægge både avance og eventuelt risikotillæg ind i kalkulationen. Maskinudstyr købes ofte direkte af bygherren eller brugerne og bestilles ofte halve og hele år, før det skal på plads i byggeriet. Her kan det være vanskeligt at få tilstrækkelig med information frem i projektmaterialet, og installatøren skal derfor selv indhente ”nødvendig information”. Installatøren har ikke tid og ressourcer til at sætte sig ind i funktionen og forsyningsforholdene til en maskine i tilbudsfasen, der ofte kun strækker sig over tre til fire uger. Derfor bliver der ofte afsat timer til undersøgelser og installation på baggrund af ”bedste gæt”. Jo større usikkerhed, jo højere risiko afsættes der også i kalkulationen.

Tydelige beskrivelser er afgørende

Hvordan får vi så den mest priseffektive løsning?

Når projektet designes, har de involverede parter fat i alle fagområder og leverandører. I designfasen bruges der meget tid på at finde de rigtige løsninger. Først programlægges bygherrens behov, og så arbejder teamet sig hen imod et færdigt design. Det er en proces, der kan tage fra tre måneder til flere år, og der oparbejdes et indgående kendskab til alle løsninger og funktionalitet. Dette kendskab skal afspejles i projektet, samtidig med at der tænkes bygbarhed og arbejdsgange ind i beskrivelser og tidsplan. Entydige tydelige ydelser beskrevet ét sted under den entreprise, der skal udføre arbejdet. Står ydelsen andre steder, skal det tydeligt fremgå, at ”arbejdet udføres under anden entreprise”. På den måde kan arbejdet udbydes i klare fagopdelte entrepriser. Gulv-entreprenøren lægger epoxy-gulvet, isolatøren isolerer rør og kanaler, vvs- og ventilations-entreprenørerne laver de mekaniske installationer osv. Sat på spidsen kan fugearbejdet også lægges ud i en selvstændig entreprise. Det kræver selvfølgelig, at designteamet definerer fugetyperne og måler alle fugerne op.

Tidsplanen skal så også afspejle arbejdsgangene, så alle tydeligt kan se deres egen indsats og planlægge arbejdet efter planen.

Nu vil mange læsere nok tænke: ”flytter man nu ikke bare hele koordineringen tilbage til bygherren og dennes rådgivere?” Jo da! Det er jo her det bedste og mest indgående kendskab til projektet ligger. Det er her, man har det fulde overblik over projektet, og dermed også de bedste forudsætninger for at håndtere de enkelte arbejdsgange. Det er muligt, at der skal tilføres nogle kompetencer til projektgruppen omkring bygbarhed og arbejdsgange, men det grundlæggende kendskab til ønsket om det endelige resultat, ligger nu engang her.

Det er nok stadig bedre at betale projektændringer og tilpasninger i designfasen, end på byggepladsen.