Kravene om ESG-dokumentation fylder stadig mere i det tekniske erhvervsliv. Uden en ESG-rapport risikerer virksomheder at miste kunder i de kommende år. Nu kan man få økonomisk hjælp til at komme i gang.
Erhvervshusene har åbnet for ansøgninger til et tilskud, der dækker 50 procent af udgiften til et eksternt ESG-rådgivningsforløb. Tilskuddet kan bruges til at udarbejde en samlet bæredygtighedsdokumentation eller til at fokusere på specifikke dele af en ESG-rapport – det være sig miljømæssige forhold (E), sociale forhold (S) eller ledelsesforhold (G).
To tilskudsniveauer
Ordningen tilbyder to niveauer. Det mindre tilskud er på 50.000 kr., hvor virksomheden selv betaler 100.000 kr. for rådgivningen.
Det større tilskud er på 150.000 kr., hvor virksomheden indkøber rådgivning for 300.000 kr. Det er kun muligt at have ét aktivt forløb ad gangen, og Erhvervshusene forbeholder sig retten til at reducere det store tilskud til det lille, hvis omfanget ikke vurderes tilstrækkeligt begrundet.
Gratis sparring inden ansøgning
Erhvervshusene opfordrer virksomheder til at søge uvildig sparring hos deres regionale forretningsudvikler, inden de ansøger. Det koster ikke andet end tid og sikrer, at den ansøgte støtte matcher virksomhedens reelle behov.
Forretningsudviklerne har speciale og erfaring inden for bæredygtighed og kan hjælpe med at afklare, hvor virksomheden står, og hvad et rådgivningsforløb bør indeholde.
Der er ansøgningsfrist den 6. maj 2026 kl. 23.59. Du kan læse mere og ansøge her.
Som medlem af TEKNIQ får du rabat på bæredygtighedsværktøjer og rådgivning fra Valified og North ESG, der hjælper dig med at udarbejde en bæredygtighedsrapport. Læs mere her.