TEKNIQ lancerer nu projektet ”Det fleksible arbejdsliv”, der er en del af OK25. På den nye temaside kan du få konkrete værktøjer til at fastholde dygtige medarbejdere.
Fleksibilitet er blevet et centralt værktøj i kampen om arbejdskraften i elinstallationsvirksomhederne. Derfor lancerer TEKNIQ nu projektet ”Det fleksible arbejdsliv”, der udspringer af OK25 og visionspapiret om at fastholde faglærte i branchen, som blev udarbejdet sammen med Dansk El-Forbund.
Projektet skal hjælpe virksomhederne med at bruge fleksibilitet aktivt – både når erfarne svende skal blive længere i faget, når internationale medarbejdere skal have hverdagen til at hænge sammen, og når voksne med familie og andre forpligtelser vil tage en erhvervsuddannelse.
- Fleksibilitet handler ikke om at gøre det hele individuelt og uoverskueligt. Det handler om at finde løsninger, der både fungerer for virksomheden, medarbejderen og kunderne. Når det lykkes, kan det være afgørende for, om dygtige medarbejdere bliver i branchen, siger Linda Nordstrøm Nissen, underdirektør for Jura & Rådgivning, advokat, i TEKNIQ.
Her er der undersider om seniorer, internationale medarbejdere, voksenlærlinge og fleksibilitet som fastholdelsesværktøj.
Stærke fællesskaber og et godt arbejdsmiljø fastholder
Når virksomheder i det tekniske erhvervsliv skal fastholde deres medarbejdere, er det ikke nok at tilbyde lønforhøjelser.
For et godt arbejdsmiljø og stærke fællesskaber vejere tungere hos medarbejderne, viser en ny analyse fra TEKNIQ.
Dialog er nøglen
TEKNIQ har spurgt en række medlemmer om, hvordan de fastholder medarbejdere i deres virksomhed. Fleksibilitet begynder ofte med den konkrete dialog i hverdagen.
- En af vores seniorer på 68 år har talt om at stoppe. Det påvirker de andre seniorer meget, for de er et hold, der snakker sammen om alt muligt og passer på hinanden. Vi taler derfor med ham om at komme bare en dag eller to om ugen, så flokken hænger sammen, fortæller et medlem.
For mange virksomheder handler det også om at bevare erfaring, kundekendskab og stabilitet i hverdagen.
- Vi er jo en servicevirksomhed, så det er vigtigt, at medarbejderne kender kunderne, så vi vil gerne have de bliver nogle år endnu. Så de skal bare sige, hvor meget de vil arbejde, fortæller et andet medlem
Fleksibilitet kan også være helt praktiske løsninger i planlægningen.
- Vi har to seniorer, der deles om en bil. Det fungerer fint, nogle dage kører de sammen til opgaver, andre dage har de den for sig selv, forklarer et tredje medlem.
Planlægning skaber fleksibilitet
Ifølge Linda Nordstrøm Nissen er pointen, at virksomhederne ikke behøver begynde med store modeller eller omfattende politikker.
- Mange gode løsninger starter med en samtale. Hvad kan medarbejderen? Hvad har virksomheden brug for? Og hvordan kan arbejdstid, opgaver eller planlægning justeres, så begge parter får værdi ud af det? Det er netop den type dialog, projektet skal gøre lettere for virksomhederne at tage, siger Linda Nordstrøm Nissen.
TEKNIQ opfordrer virksomhederne til at bruge materialet på temasiden som inspiration til konkrete samtaler med medarbejderne.