Flotte Skills-guldmedaljer til talenter i det tekniske erhvervsliv
Publiceret:27. apr. 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
En glad Patrick Skou Jensen kan række armene i vejret og modtage guldmedaljen som vinder af DM i Skills indenfor VVS-energispecialist.
Foto: Lasse Skov/SkillsDenmark
Lørdag kunne Patrick Skou Jensen og Johannes Lund lade sig hylde som vindere af DM i Skills i kategorierne Elektriker og VVS-energispecialist. TEKNIQ glæder sig over, at det tekniske erhvervsliv kan tiltrække så fagligt dygtige unge.
Unge faglærte fra TEKNIQs medlemsvirksomheder kunne tage to flotte guldmedaljer med hjem fra DM i Skills 2026, der lørdag blev afsluttet med et stort show i Fiberhallen i Hjørring.
VVS-energispecialistlærling Patrick Skou Jensen fra medlemsvirksomheden Helmuth Nielsen & Søn ApS i Nørre Alslev på Falster vandt guld - et resultat af mange timers hårdt arbejde.
- Jeg havde ærligt ikke turdet drømme om, at jeg skulle stå med guldet, så det betyder virkelig meget. Det har været en kæmpe oplevelse, hvor jeg har lært meget om både mit fag og mig selv. Jeg vil gerne sige kæmpe tak til min mester, som har støttet mig hele vejen og hjulpet mig, så jeg kunne præstere mit bedste, siger Patrick Skou Jensen.
Også i Elektriker-kategorien hentede en dygtig lærling fra en medlemsvirksomhed guld. Johannes Hjort Viuff Larsen fra Kjærgaard A/S i Hedensted var stolt af at vinde i en dyst mod landet bedste unge faglærte.
- Det er virkelig fedt at stå her som vinder af DM i Skills 2026. Jeg er virkelig glad og megastolt. Det har krævet fokus, mange timers træning og troen på, at jeg godt kunne. Jeg vil gerne sige tak til min virksomhed, fordi de har bakket mig op, givet mig muligheden for at være med og gå all in på konkurrencen, siger Johannes Hjort Viuff Lund.
Elektrikerlærling Johannes Lund med sin guldmedalje ved afslutningsceremonien i DM i Skills 2026. Foto Jesper Van
Guld gør stolt
Hos erhvervsorganisationen TEKNIQ glæder man sig over, at dygtige lærling er med til at sætte fokus på de tekniske erhvervsuddannelser og det høje faglige niveau i det tekniske erhvervsliv.
- Kæmpestort tillykke til Patrick og Johannes med de flotte guldmedaljer ved DM i Skills. Det kræver enorm dedikation at nå helt til tops, og deres præstation viser, at de tekniske fag tiltrækker dygtige unge. Og dem har vi brug for, hvis vi skal tiltrække fremtidens arbejdskraft i det tekniske erhvervsliv, siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i TEKNIQ.
DM i Skills er Danmarksmesterskabet for unge fra erhvervsuddannelserne og samler hvert år omkring 300 af landets mest talentfulde lærlinge og elever. I år har 10 dygtige lærlinge i TEKNIQs medlemsvirksomheder dystet indenfor kategorierne Automatiktekniker, Elektriker, Klejnsmed og VVS-energispecialist.
DM i Skills afholdes næste gang den 7.-10. april 2027 i Vejle.
Mød TEKNIQs deltagere til Skills
Her kan du læse de 10 spændende portrætter af TEKNIQs deltagere til DM i Skills i 2026: