Forsvaret inviterer det tekniske erhvervsliv indenfor til ETK Industridag 2026
Publiceret:06. okt. 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
Forsvaret inviterer virksomheder til ETK Industridag 2026 i Aalborg med fokus på behov, samarbejde og leverandørmuligheder, hvor medlemmerne også kan hilse på TEKNIQ.
Forsvaret er i fuld gang med en historisk oprustning og opbygning af sin kapacitet. Det stiller nye krav til tempo, robusthed og samarbejde med danske virksomheder, der kan levere løsninger, ydelser og kompetencer til Forsvarets opgaver.
Derfor inviterer Etablissement- og Terrænkommandoen (ETK) til ETK Industridag 2026 den 24. november i Aalborg Kongres og Kultur Center.
Dagen er relevant for TEKNIQs medlemsvirksomheder, fordi mange af ETK’s opgaver ligger tæt på det tekniske erhvervslivs kerneområder.
Det gælder blandt andet byggeri, anlæg, bygningsvedligehold, drift, forsyning, teknisk service og innovative løsninger. Her kan især el-, vvs- og ventilationsvirksomheder få bedre indblik i, hvordan deres kompetencer kan komme i spil i samarbejdet med Forsvaret.
På industridagen kan virksomheder møde fagfolk fra forskellige dele af ETK og få viden om Forsvarets konkrete behov, kommende opgaver og rammerne for at blive leverandør. Programmet er fortsat under udarbejdelse, men dagen kommer blandt andet til at byde på fælles oplæg, virksomhedscases og faglige breakout-sessions. Man vil også kunne gå en tur i udstillingen og netværke, ligesom der er mulighed for 1:1-møder med relevante medarbejdere fra ETK.
Arrangementet henvender sig både til virksomheder, der allerede samarbejder med Forsvaret, og virksomheder, der ønsker at undersøge mulighederne for at blive leverandør.
TEKNIQs chefkonsulent Nicolaj Sylvester Brarup deltager også på industridagen. Medlemsvirksomheder har derfor mulighed for at møde TEKNIQ på dagen og få en dialog om arrangementets relevans for virksomheder i det tekniske erhvervsliv.
Alle stande ved ETK Industridag 2026 er udsolgt, men du kan stadig nå at tilmelde dig som deltager til industridagen her.