86 procent af industrivirksomhederne i det tekniske erhvervsliv har mærket stigende priser fra leverandører som følge af krigen i Mellemøsten, viser ny analyse fra TEKNIQ.
Industrien i det tekniske erhvervsliv er i høj grad afhængig af globale forsyningskæder og svingende råvarepriser. Når geopolitiske spændinger sender oliepriserne op, forplanter det sig hurtigt til både fragt, energi og metalpriser – og dermed direkte til virksomhedernes produktionsomkostninger.
Det viser TEKNIQs nye analyse med al tydelighed: Kun 10 procent af industrivirksomhederne har ikke mærket prisstigninger, mens fire procent svarer "ved ikke" i TEKNIQs årlige medlemsundersøgelse, som analysen bygger på.
– Tallet taler sit eget tydelige sprog. Når priserne på kobber, stål og andre metaller stiger, rammer det virksomhederne direkte på bundlinjen, fordi materialerne udgør en betydelig del af produktionsomkostningerne. Industrien er ekstremt følsom over for geopolitisk uro, og den uro mærker vores medlemmer lige nu, siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i TEKNIQ.
Flertallet hæver priserne
Når omkostningerne stiger, skal regningen enten bæres af virksomheden selv eller sendes videre i værdikæden. 62 procent af virksomhederne har hævet deres kundepriser som reaktion på de højere produktionsomkostninger. Derudover har 11 procent valgt alternative materialer, syv procent har givet afkald på kunder, mens kun én procent har ændret produktdesign.
At så få virksomheder kan justere på materialevalg eller design fra dag til dag, peger på, at de tekniske og kontraktuelle muligheder for at omstille produktionen på kort sigt er begrænsede. Mange ordrer er bundet af specifikationer, kvalitetskrav og fastpriskontrakter.
Den udbredte brug af prisstigninger kan på kort sigt beskytte indtjeningen. Men på længere sigt kan strategien svække konkurrenceevnen, især over for udenlandske leverandører på eksportmarkederne, hvor danske industrivirksomheder i forvejen er presset af global handelsuro.
– Udfordringen er særligt mærkbar, fordi industrien i det tekniske erhvervsliv har en stor andel af eksport og fungerer som underleverandører til andre eksportvirksomheder. Når omkostningerne stiger hurtigere end hos konkurrenterne i udlandet, risikerer danske virksomheder at tabe markedsandele, som kan være svære at vinde tilbage. Virksomhederne bør derfor overveje at tænke i langsigtede strategier frem for primært at sende regningen videre, siger Maria Schougaard Berntsen.
Du kan læse den nye analyse ”Industriens virkelighed i en usikker verden” her.