Nu skal vinterplanen for udendørsarbejdet på plads
Publiceret:10. nov. 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
Vinteren stiller særlige krav til bygge- og installationsopgaver. TEKNIQ opfordrer virksomheder i det tekniske erhvervsliv til at gennemgå vinterforanstaltningerne i god tid.
Vinteren kommer sjældent belejligt på en byggeplads. Derfor bør virksomheder i det tekniske erhvervsliv allerede nu sikre, at vinterforanstaltningerne er planlagt, aftalt og klar til brug.
Det gælder både af hensyn til medarbejdernes arbejdsmiljø, arbejdets kvalitet og virksomhedens drift. I vinterperioden skal der sikres mod gener fra vand, regn, hagl og sne samt kulde og mørke. Samtidig stiller reglerne krav til blandt andet inddækning, overdækning og beskyttelse af bygninger og materialer.
- Vinterforanstaltninger er ikke noget, man skal begynde at tale om, når frosten allerede har sat sig i jorden. Det bør gennemgås på et møde i god tid, så alle ved, hvem der gør hvad og sikrer, at det nødvendigt materiel er klar, siger Katrine Nordbo Jakobsen, chefkonsulent i TEKNIQ.
Arbejdstilsynets regler om bygge- og anlægsarbejde stiller krav til vinterforanstaltninger i perioden 1. oktober til 31. marts for at beskytte de beskæftigede.
Derudover gælder Vinterbekendtgørelsen fra 1. november til 31. marts med krav om beskyttelse af bygninger og materialer. Nogle overenskomster indeholder desuden retningslinjer for udførelse af vinterforanstaltninger samt levering, opsætning og flytning af læskærme.
Stationære arbejdspladser skal, uanset årstid, beskyttes mod vejrliget. Det gælder for eksempel jernbinding, savning med stationær rundsav og skæring af rør, som skal etableres i container, under halvtag eller indendørs.
Inddækning kan være nødvendig
Efter Arbejdstilsynets regler skal der ske inddækning af råhuse, stilladser, arbejdsplatforme og åbne konstruktioner, hvis:
arbejdet strækker sig over en længere periode
vejret er så dårligt, at medarbejderne risikerer sundhedsskadelige påvirkninger
hvis inddækning er mulig og rimelig.
Samtidig bør virksomhederne have styr på de praktiske forhold før vinteren. Kloakering og dræningsarbejder bør udføres i god tid, veje og oplagspladser skal kunne afvandes effektivt, og forsyningsledninger til el og vand skal være ført frem. Midlertidige vand- og kloakledninger skal frostsikres.
- Mange problemer kan undgås med helt lavpraktisk planlægning. Det handler blandt andet om at have skovle, sneplove, grus, ureasalt og vintermåtter på plads, men også om at sikre, at arbejdssteder kan afskærmes, inddækkes eller opvarmes, hvor det er nødvendigt, siger Katrine Nordbo Jakobsen.
Husk temperaturen på arbejdsstedet
Arbejdstemperaturen skal tilpasses arbejdet og den fysiske belastning. Ved aktivt fysisk arbejde vil en rumtemperatur omkring 10 grader normalt være passende, mens stillestående finmotorisk arbejde typisk kræver omkring 15 grader.
Hvis temperaturen ikke kan reguleres, kan varmt arbejdstøj være nødvendigt. Det betragtes som et personligt værnemiddel, som arbejdsgiveren skal sørge for og betale.
Det er dog ikke nødvendigvis hele bygningen, der skal opvarmes. I store haller kan selve arbejdsstedet ofte afskærmes eller inddækkes, så varmen bruges dér, hvor arbejdet udføres.
Du kan læse mere om Vinterforanstaltninger og få inspiration til, hvilke tiltag du selv kan tage, hos BFA Bygge og Anlæg