Ny aftale om ID-kort skal gøre myndighedskontrol på byggepladser enklere. Kortet bliver ikke i sig selv et adgangskort, men skal understøtte ordnede forhold i byggeriet.
Dansk Arbejdsgiverforening, DA, og Danske Byggefag har på vegne af arbejdsmarkedets parter indgået en aftale om brug af ID-kort i byggebranchen. Aftalen er en udmøntning af det lovforslag om ID-kort på byggepladser, som Folketinget netop har vedtaget.
TEKNIQ har via DA været involveret i aftalen og hilser den velkommen. TEKNIQ håber, at aftalen kan være med til at sikre ordnede forhold i byggeriet, et arbejde TEKNIQ gerne vil understøtte.
Det er endnu ikke fastlagt, hvornår kravet om ID-kort på byggepladser træder i kraft, da det nødvendige it-system først skal udvikles.
Med aftalen har medlemsvirksomhederne nu et overblik over de overordnede rammer for den kommende ordning. Arbejdstilsynet får ansvaret for det centrale register og et Basis-ID, mens arbejdsmarkedets parter får en formel rolle i arbejdet med den fælles branchestandard for ID-kortet.
ID-kortet er ikke et adgangskort
ID-kortet er ikke i sig selv et adgangskort til byggepladsen. Adgangsstyring leveres fortsat af de ID-løsninger, som den enkelte byggeplads anvender. Kortet skal først og fremmest gøre det muligt hurtigt og effektivt at identificere medarbejdere og arbejdsgivere samt kontrollere kortets gyldighed på stedet.
Kortet vil kunne anvendes på både store og små byggepladser. Kortets gyldighed forudsætter, at medarbejderen, arbejdsgiveren og byggepladsen er koblet sammen i det centrale register.
Formålet er at give myndighederne en enkel og effektiv mulighed for at identificere de personer og virksomheder, der arbejder på de byggepladser, som er omfattet af reglerne. Samtidig skal løsningen være enkel og fleksibel for både bygherrer og virksomheder.
Lettere administration for virksomhederne
Arbejdsgivere og bygherrer skal frit kunne vælge mellem fysiske og digitale løsninger. Det bliver muligt at anvende et statsligt basis-ID, hvor navn, foto og arbejdsgiver fremgår synligt, eller et mere avanceret ID-kort fra en kommerciel leverandør. Kommercielle løsninger vil kunne integrere funktionerne fra basis-ID'et og samtidig tilbyde eksempelvis adgangsstyring.
Det har været vigtigt for TEKNIQ at sikre, at ID-kortet også kan være digitalt, så det bliver nemt og enkelt at håndtere i hverdagen.
Det centrale register skal ikke alene understøtte myndighedernes kontrol. Det skal også gøre det lettere for virksomheder og bygherrer at leve op til reglerne.
Arbejdsgivere får mulighed for at registrere og opdatere oplysninger om medarbejdere ét sted, og relevante oplysninger kan genbruges på tværs af projekter. TEKNIQ har haft stor fokus på netop dette punkt, da ID-kortet skal skabe mindst muligt bureaukrati for virksomhederne
Målet er, at virksomhederne ikke skal indtaste de samme oplysninger flere gange. Det skal blandt andet gøre håndteringen af medarbejderdata og registreringen af udenlandske medarbejdere enklere. Samtidig skal digitale løsninger og automatiserede funktioner bidrage til, at de administrative byrder for virksomhederne bliver så små som muligt.