En medlemsvirksomhed er blevet frifundet i en sag om opsigelse begrundet i arbejdsmangel. Afgørelsen er vigtig og understreger arbejdsgiverens ret til at tilpasse bemanding ved arbejdsmangel, siger TEKNIQ.
En installationsvirksomhed blev frifundet i Afskedigelsesnævnet i en sag om opsigelse af en elektriker. Medarbejderen blev opsagt med henvisning til manglende passende arbejde, efter at virksomheden havde besluttet at reducere bemandingen i et team, der arbejdede med installation og service af ladestandere til erhvervskunder.
Medarbejderens forbund krævede en godtgørelse på 293.100 kroner, fordi opsigelsen efter forbundets opfattelse var urimelig. TEKNIQ førte sagen på vegne af medlemsvirksomheden.
Afskedigelsesnævnet fandt, at virksomheden havde dokumenteret reel arbejdsmangel, og at udvælgelsen af medarbejderen byggede på saglige kriterier. En vigtig afgørelse der understreger, at en opsigelse kan være saglig, selvom der er nyansættelser andre steder i virksomheden.
Kendelsen blev afgjort af Afskedigelsesnævnet med en højesteretsdommer som opmand.
Sagen kort:
Sagen handlede om en elektriker, der havde været ansat i virksomheden i flere år og senest arbejdede i et mindre team med ladestanderopgaver for erhvervskunder. I løbet af 2025 oplevede virksomheden faldende ordretilgang på området og besluttede derfor at reducere teamet fra tre til to elektrikere.
De tre medarbejdere blev vurderet efter kriterierne ”faglighed”, ”effektivitet”, ”fleksibilitet” og ”samarbejde”. Den opsagte medarbejder blev vurderet som teknisk dygtig og effektiv, men scorede samlet lavest, blandt andet på kriterierne ”samarbejde” og ”fleksibilitet” i forhold til opgaveløsningen.
Forbundet gjorde gældende, at arbejdsmangel ikke var den reelle årsag, og pegede blandt andet på, at virksomheden kort før opsigelsen havde ansat medarbejdere i et andet team. Nævnet lagde dog vægt på, at virksomheden samlet set havde reduceret medarbejderstaben betydeligt i perioden, og at de nye ansættelser havde konkrete forretningsmæssige og geografiske begrundelser.
Nævnet fandt også, at virksomheden havde undersøgt relevante omplaceringsmuligheder, uden at der var passende ledige stillinger.
Dokumentation og proces er afgørende
Afgørelsen viser, at arbejdsmangel kan være en saglig begrundelse for opsigelse, hvis virksomheden kan dokumentere behovet for nedskæring. Det gælder også, selv om der har været nyansættelser i andre dele af virksomheden, hvis ansættelserne kan forklares sagligt og ikke skaber en selvskabt overtallighed.
For medlemsvirksomheder er læringen klar: Beslutninger om nedmanding bør kunne dokumenteres med konkrete forhold som ordretilgang, bemanding og økonomisk udvikling. Samtidig bør udvælgelsen af medarbejdere ske efter klare og saglige kriterier.
Afgørelsen understreger også betydningen af at undersøge omplacering. Virksomheden skal ikke nødvendigvis tilbyde enhver ledig stilling, men bør kunne vise, at relevante muligheder er overvejet, og hvorfor de eventuelt ikke var passende.
– Afgørelsen bekræfter, at virksomheder har ret til at tilpasse bemandingen, når der er reel arbejdsmangel. Men den viser også, hvor vigtigt det er at have styr på processen. Virksomheden skal kunne dokumentere både behovet for nedskæring, udvælgelsen af medarbejdere og de omplaceringsmuligheder, der er undersøgt. Det er afgørende, hvis en opsigelse senere bliver prøvet, siger Katrine Bech Jensen, juridisk konsulent og advokat i TEKNIQ.