Nye tal fra DA viser, at sygefraværet i det tekniske erhvervsliv har fundet et stabilt leje efter de markante udsving under coronapandemien. Du kan også sammenligne dine egne sygefraværstal med branchens.
Efter flere år med forhøjet sygefravær under coronapandemien er fraværsprocenten i den private sektor nu landet på 3,8 procent.
Da coranapandemien toppede, lå fraværsprocenten på 4,5 procent. Det viser foreløbige tal fra Dansk Arbejdsgiverforenings fraværsstatistik.
For virksomheder i det tekniske erhvervsliv betyder det, at hverdagen er blevet mere forudsigelig. Men at der stadig er opmærksomhedspunkter, som ledere bør forholde sig til.
Du kan finde din virksomheds fraværstal og sammenligne med resten af branchen i bunden af artiklen.
– Det er positivt, at sygefraværet er faldet til et stabilt niveau efter de turbulente coronaår. Men stabilitet betyder ikke, at man som virksomhed kan læne sig tilbage. Sygefravær koster på bundlinjen hver eneste dag, og der er stadig store forskelle på tværs af brancher og regioner, som virksomhederne bør have øje for, siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i TEKNIQ.
Småbørnsforældre og seniorer trækker op
Tallene viser et klart mønster på tværs af brancherne: Medarbejdere under 20 år er sjældent syge, mens aldersgruppen 20-39 år – der typisk har små børn – har et markant højere fravær. Det samme gælder seniorer over 60 år. Medarbejdere mellem 40-60 år har generelt det laveste sygefravær.
Inden for bygningsinstallation er medarbejderne i gennemsnit syge 8,8 dage om året, mens det i maskinindustrien er 8,3 dage. I metalindustrien ligger tallet højere på 9,6 dage om året.
Regionalt er billedet ujævnt. Der er store forskelle i fraværsniveauet på tværs af landets regioner, og der er ingen systematisk sammenhæng mellem, hvilke regioner der har højt fravær i de forskellige brancher.
Derfor opfordrer Maria Schougaard Berntsen også medlemmerne til selv at dykke ned i fraværstallene og se, hvor man selv ligger gennemsnitligt i ens egen branche eller region.
– Medlemsvirksomhederne kan selv gå ind på NetStat og sammenligne egne tal med gennemsnit for egen branche eller region. Det er altid vigtigt at have fokus på fraværet, men hvis man ligger over gennemsnittet, kan der være anledning til at gøre en ekstra indsats, siger Maria Schougaard Berntsen.
Hun opfordrer virksomhederne til at være opmærksomme på de bagvedliggende årsager til fraværet.
- Er der et mønster, der går igen? Det kan være forhold i arbejdsmiljøet, der kan være årsag til fraværet eller konflikter mellem kolleger, som skal løses, siger Maria Schougaard Berntsen.