Nu åbner nyt mentalt træningscenter for medlemmerne
Publiceret:01. okt. 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
Goodtalks mentale platformen skal gøre det lettere for medlemmerne at arbejde konkret med trivsel, mental sundhed og forebyggelse af stress i hverdagen.
En travl hverdag med skiftende opgaver, højt tempo og mange krav kan mærkes – både hos medarbejdere og ledere. Derfor får medlemsvirksomheder nu adgang til en ny digital platform, der samler konkrete værktøjer til mere ro, bedre vaner og mental trivsel.
TEKNIQ og Blik- og Rørarbejderforbundet har indgået et samarbejde med Goodtalks om Mental Health Week & Awards 2026. I forbindelse med Mental Health Week i uge 41 lanceres næste skridt i samarbejdet: adgang til Goodtalks’ digitale mentale træningscenter.
Platformen kan bruges både via computer og app og giver medarbejdere adgang til indhold, der skal styrke mental sundhed, fremme trivsel og hjælpe med at forebygge stress.
Værktøjer til en travl hverdag
Goodtalks er bygget op omkring praktiske værktøjer og korte forløb, som kan bruges i hverdagen. Medarbejderne kan blandt andet få hjælp til ro, bedre søvn, pauser, meditation, breathwork, yoga, tapping, lydrejser og bevægelse.
Målet er at gøre det lettere for den enkelte at finde det, der passer til behovet her og nu – uanset om det handler om at koble af efter en presset arbejdsdag, få en bedre start på ugen eller skabe nye vaner, der styrker trivslen over tid.
Platformen indeholder også inspirerende talkshows med eksperter, ledere og rollemodeller, der deler viden, erfaringer og konkrete råd om mental sundhed og personlig udvikling.
Fra mandag den 5. oktober kl. 16 kan du på Goodtalks-platformen tilgå talkshowet ”Mental sundhed i (arbejds)livet”. Her deler Rikke Wolff, SVP HR & ESG i Matas, sine erfaringer med at gøre mental sundhed til en strategisk prioritet i en af Danmarks største virksomheder.
Gode vaner fra ugens start
I det mentale træningscenter får medarbejderne derudover adgang til eksperter, der giver viden og praktiske redskaber til at prioritere sig selv i en travl hverdag. Med “Mandagsmotivation” får brugerne samtidig en fast ramme for at opbygge gode vaner, der understøtter trivsel og mental sundhed.
Tilmelding sker via link eller QR-kode nederst i artiklen. Medlemsvirksomheder kan frit dele flyeren med QR-kode og tilmeldingslink med medarbejderne i virksomheden.