Strømmen i køkkenet gik hele tiden i ulvetiden – intelligent batteri redder restaurant
Publiceret:16. jul. 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
Der ser idyllisk ud på Restaurant Kronborg på Egholm, der er et populært valg for øens besøgende. Så populært at strømmen i køkkenet tidligere gik, når der for alvor var gang i gryderne. Nu har medlemsvirksomhed løst problemet.
Foto: AK Installationer/Co2Pro
Populær restaurant havde brug for mere strøm til et voksende køkken. I stedet for at købe ekstra ampere rådgav AK Installationer dem til et intelligent energianlæg, der sparer dem penge og skaber værdi.
Da Carsten Kriegbaum fra medlemsvirksomheden AK Installationer blev kaldt ud til Restaurant Kronborg på øen Egholm ud for Aalborg, handlede opgaven egentlig om en varmepumpe, der ikke ville starte efter et strømnedbrud.
Men besøget endte med en helt anden løsning på et problem, som flere virksomheder kan komme til at møde: mangel på kapacitet i elinstallationen, når forretningen vokser.
- Jeg var oppe for at servicere varmepumpen, fordi den ikke ville starte igen efter et strømnedbrud. Da vi fik gang i den, fortalte ejeren, at han også skulle have købt flere ampere. Så sagde jeg til ham: Du skal købe et batteri i stedet, siger Carsten Kriegbaum, medejer af AK Installationer.
Restaurant Kronborg har haft markant vækst. Ifølge Carsten Kriegbaum kan restauranten have omkring 125 gæster til frokost og 300 til aftensmad. Det har øget presset på køkkenet og dermed også på elinstallationen.
Særligt i korte perioder om eftermiddagen ramte forbruget et niveau, hvor der manglede ekstra kapacitet.
- Køkkenet er blevet større og større, og der var et kvarter om eftermiddagen, hvor det peakede med behov for cirka 25 ampere ekstra. Den klassiske løsning ville være at købe flere ampere og sætte en større sikring i, hvis tavlen ellers var stor nok, siger Carsten Kriegbaum.
Batteri betaler sig hurtigt
Ifølge ham koster en ampere omkring 1.400 kroner hos elværkerne. Alene udvidelsen ville derfor kunne løbe op i omkring 40.000 kroner – uden at give restauranten andre fordele end mere kapacitet.
I stedet har el-installatørvirksomheden AK Installationer opført et moderne energianlæg med solceller og et intelligent 100 kWh Solis EverCore-batteri leveret af Co2Pro. Anlægget fungerer som en lokal energibuffer, der kan levere strøm, når køkkenet har størst behov.
- Batteriet træder til, når belastningen bliver for høj. På den måde undgår restauranten, at sikringerne ryger midt i travlheden. Samtidig får de en løsning, der kan meget mere end bare at erstatte køb af ampere, siger Carsten Kriegbaum.
Sådan ser det intelligente batteri ud, der nu sikrer Restuarant Kronborgs drift mod strømmangel. Foto: AK Installationer/Co2Pro
Anlægget har kostet omkring 300.000 kroner plus moms. Til gengæld vurderes tilbagebetalingstiden til under tre år. Det skyldes blandt andet, at batteriet kan lagre strøm fra solcellerne, udnytte lave elpriser og på sigt stilles til rådighed for netbalancering.
Systemet er intelligent styret og kan tilpasse sig restaurantens forbrugsmønster. Når der er behov for strøm i køkkenet, er batteriet klar. Når elprisen er lav, kan det oplade. Og når strømmen har højere værdi, kan energien bruges eller sælges mere fordelagtigt.
Løsningen er samtidig skalerbar.
- Hvis behovet vokser yderligere, kobler man bare et batteri mere på. I dag har restauranten ét batteri, men anlægget er bygget, så det kan udvides, siger Carsten Kriegbaum.
For AK Installationer er projektet det første af sin type. Men Carsten Kriegbaum forventer ikke, at det bliver det sidste.
- Nordjylland og Esbjerg var farvet helt rødt på Energinets nye kort over ledig kapacitet i elnettet. Så jeg tror, vi kommer til at lave mange flere af de her anlæg til virksomheder, der skal udvide. Når elnettet er presset, giver det god mening at tænke lokalt og intelligent, siger han.
Find inspiration i netværket TEKNIQ ENERGI
Arbejder du med den grønne omstilling i praksis, og vil du være en del af et fagligt netværk, der styrker energiområdets kvalitet og faglighed? Så bliv en del af netværket TEKNIQ ENERGI.
TEKNIQ ENERGI er et fagligt netværk for virksomheder i det tekniske erhvervsliv, der beskæftiger sig med blandt andet:
Solceller
Batterier
Varmepumper
Ladestandere.
Vi samler branchens viden om samspillet mellem teknologierne, fleksibilitet og den grønne omstilling. Netværket er gratis for alle medlemmer af TEKNIQ. Klik her og læs mere.