Regeringen vil omprioritere den årlige ramme på 185 mio. kr. til støtte til varmepumper i 2027-2029. Det overrasker TEKNIQ, fordi varmepumpepuljen næsten er tømt efter stor søgning.
Regeringens finanslovsudspil for 2027 lægger op til at omprioritere den årlige ramme på 185 mio. kr., der var afsat til støtte til varmepumper i perioden 2027-2029. Rammen blev aftalt i forbindelse med finansloven for 2026.
Det står ikke på nuværende tidspunkt klart, hvad omprioriteringen dækker over. Men udmeldingen vækker bekymring hos TEKNIQ, fordi varmepumpepuljen allerede er under pres. Puljen er næsten tømt, selv om den fik tilført 200 mio. kr. kort før sommerferien. Over 19.000 ansøgere har fået tilsagn om støtte for i alt 460 mio. kr. Det er dobbelt så mange som i 2025 og efterlader knap 44 mio. kr. i puljen.
– Vi forventer, at midlerne fra Varmepumpepuljen bliver ført tilbage i forbindelse med kommende forhandlinger om udfasning af gas i boligopvarmningen. Alt andet vil være uforståeligt. Tallene viser tydeligt, at mange boligejere gerne vil skifte olie- og gasfyr ud med en grøn løsning, siger Troels Hartung, bæredygtighedschef i TEKNIQ.
Vil ramme familierne i udkanten
Ifølge TEKNIQ kan en svækket varmepumpepulje især ramme familier i områder, hvor fjernvarme ikke er en mulighed. Hvis puljen ikke får fornyet tilskud i 2028, risikerer de at stå uden hjælp til at omstille deres boliger til grøn opvarmning.
- Når vi taler med politikerne på Christiansborg, er de godt er klar over, at vi står foran en meget stor opgave, hvis vi reelt skal udfase gas fra bygningsopvarmningen. Man er nødt til at have særligt fokus på de mange bygninger med relativt lave ejendomsværdier. Men man må ikke glemme, at mange andre familier også har brug for en håndsrækning for at kunne tage skiftet væk fra gas, siger Troels Hartung.
Regeringen ønsker samtidig at afsætte 200 mio. kr. til Fjernvarmepuljen i 2027. Initiativet skal gøre det mere attraktivt for borgere at konvertere fra olie- og gasfyr til fjernvarme. Der er tidligere afsat midler til udrulning af fjernvarme, og i 2026 blev Fjernvarmepuljen genåbnet med en højere støttesats.
Fart på elektrificeringen
TEKNIQ glæder sig over, at regeringen fortsat har fokus på at få flere borgere væk fra fossile opvarmningsformer, men peger på, at fjernvarme og varmepumper bør ses som to dele af samme opgave.
– Fjernvarme og varmepumper skal ikke sættes op mod hinanden. Begge løsninger er nødvendige, hvis Danmark skal udfase olie- og gasfyr på en måde, der giver mening i hele landet, siger Troels Hartung.
Finanslovsudspillet indeholder også en ny ramme til elektrificering på 650 mio. kr. i 2027 og 850 mio. kr. årligt i 2028-2030. Rammen skal finansiere tiltag, der fremmer elektrificering i relevante sektorer og sætte fart på omstillingen væk fra fossile brændsler.
Det initiativ bliver positivt modtaget af TEKNIQ.
– Elektrificering er helt afgørende for Danmarks fremtidige udvikling og grønne omstilling. Derfor er det positivt, at regeringen sætter penge af til området. Nu bliver det vigtigt, at midlerne omsættes til konkrete løsninger, som virksomheder og borgere kan mærke i praksis, siger Troels Hartung.