TEKNIQ hilser den nye regering velkommen og peger på flere mærkbare fremskridt for virksomheder i det tekniske erhvervsliv. Men manglen på faglærte er fortsat en alvorlig udfordring.
Den nye SSFMR-regering lægger op til en politisk retning, der kan få direkte betydning for TEKNIQs medlemsvirksomheder. Regeringen vil blandt andet afsætte to milliarder kroner årligt til elektrificering og energi, målrette tilskud til varmepumper, udbygge elnettet og fastholde målet om at udfase naturgas fra boligopvarmningen i 2035.
For virksomhederne i det tekniske erhvervsliv betyder det udsigt til flere opgaver inden for elinstallationer, varmepumper, fjernvarme, energieffektivisering, energilagring, automation og udbygning af kritisk infrastruktur.
- Det er positivt, at regeringen vil sætte turbo på elektrificeringen med milliardinvesteringer og tilskud, der kan få de grønne løsninger ud i alle dele af landet. Det er også vigtigt, at regeringen nu tager livtag med udbygningen af elnettet, der lige nu sætter for mange vigtige grønne energiprojekter på pause. Danmark har brug for klare og langsigtede rammer, der gør det let og attraktivt for både virksomheder og forbrugere at vælge grønt, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ.
TEKNIQ ser også positivt på regeringens ambition om at reducere byrderne for erhvervslivet med 25 procent frem mod 2035. For mange medlemsvirksomheder fylder dokumentation, indberetninger og administrative krav stadig mere i hverdagen.
- Hvis vi skal lykkes med at omstille Danmark, kræver det, at virksomhederne i det tekniske erhvervsliv kan bruge kræfterne på kerneopgaverne fremfor bøvl. Derfor er ambitionen om at reducere byrderne for erhvervslivet med 25 procent frem mod 2035 et afgørende skridt. Et "afvikl- eller forklar-princip" og politisk vilje til at bruge kunstig intelligens til at reducere administrative byrder, er netop den hovedrengøring, der er brug for, siger Troels Blicher Danielsen.
Samtidig lægger regeringen op til at tænke erhvervslivet tættere ind i Danmarks totalberedskab, hvor der skal en bedre beskyttelse og overvågning af el- og vandforsyningen.
Men de politiske ambitioner kræver arbejdskraft. TEKNIQ peger derfor på, at regeringen fortsat mangler konkrete svar på, hvordan virksomhederne skal få adgang til de faglærte medarbejdere, der skal udføre opgaverne i praksis.
- Det spænder ben for den grønne omstilling, når regeringen gør det mere attraktivt at gå tidligt på pension, for vi mangler faglærte kolleger. Til gengæld er det positivt, at man vil lempe modregningen og gøre det muligt at sætte ratepensionen på pause. Det gør det langt mere attraktivt for vores dygtige seniorer at blive i fællesskabet og bidrage med deres store erfaring, siger Troels Blicher Danielsen.
Regeringen vil også prioritere kunstig intelligens som et nationalt indsatsområde. For TEKNIQs medlemmer kan det betyde mindre administration, bedre myndighedsbetjening og nye digitale løsninger i virksomhederne.
- Hvis vi skal sikre vores velfærd og konkurrenceevne, er det helt rigtigt at prioritere en ambitiøs national indsats for kunstig intelligens, hvor både det offentlige og erhvervslivet trækker i samme retning. Der er et stort potentiale i AI til at mindske bureaukrati og frigøre tid og kræfter til kerneopgaverne, siger Troels Blicher Danielsen.
Grøn, billig og sikker energi
Et stærkt erhvervsliv
AI og teknologi
Arbejdsliv og arbejdsmarked
Kritisk infrastruktur og sikkerhed
Bygge- og anlægspolitik