Trapperne skulle bogstavelig talt have været et springbræt til arkitektstudiet for TEKNIQs nye bestyrelsesmedlem, da han kom ind i det tekniske erhvervsliv i 1999. Men de mange muligheder fik ham til at skifte spor.
Det skulle egentlig kun have været et midlertidigt stop i Herning, da Jesper Særkjær som nyuddannet byggetekniker sagde ja til et job hos Plan Trapper. Det var i hvert fald planen, husker Jesper Særkjær om den beslutning, der kom til at definere hans karriere.
- Planen var egentlig, at jeg skulle læse videre, blive arkitekt og tegne huse. Derfor var det en god jobmulighed at konstruere trapper, og jeg fandt hurtigt ud af at det var meget spændende. Jeg kunne være kreativ og fik flere spændende muligheder, husker Jesper Særkjær, der hurtigt lagde arkitektdrømmene i skuffen og fokuserede på trapperne.
Sideløbende med jobbet har Jesper Særkjær altid siddet i bestyrelsen i en forening. At tage ansvar falder ham naturligt, om det så er i den lokale håndboldklub eller som formand for TEKNIQ Arbejdsgiverne Midt-Vestjylland.
Derfor sagde han også ja, da han blev spurgt, om han ville stille op til TEKNIQs bestyrelse.
- Danmark er jo et foreningsland, og vil man have noget til at ske, så må man tage et ansvar. Og det ligger naturligt til mig. Jeg synes, at det er interessant at arbejde med arbejdsmarkedspolitik, og så mener jeg, at foreningen har brug for en større sammenhængskraft. Jeg vil godt lægge et stykke arbejde i, at lokalforeningerne kommer tættere på TEKNIQ, siger Jesper Særkjær.
TEKNIQs bestyrelse har fået fire nye bestyrelsesmedlemmer. Du kan læse portrætterne af de nye bestyrelsesmedlemmer, som bliver offentliggjort løbende i maj, her:
Lasse Houengaard: - Man kan ikke vækste på faglighed alene
Peter Frandsen: Fra installatør til CEO med børsdrømme: Peter Frandsen er ny mand i bestyrelsen
Claus Boel: - Det var noget af en tillidserklæring at overlade elektrikerfirmaet til en murer
I 2009 blev Jesper Særkjær medejer i Scan Trapper i Herning, men det lå ikke i kortene, at han skulle være direktør. Men sådan endte det alligevel i 2014.
- Det var et vanskeligt tidspunkt for Scan Trapper, vi var presset på likviditet og indtjening, og vi var uenige i ledelsen. Det endte med, at jeg blev direktør og stod i spidsen for en fuldskala turn around. Jeg gik ind i det som en uerfaren direktør, og jeg har siden tænkt, at det nok er noget af det værste, jeg kommer til at prøve. Der måtte jeg mestre forandringsledelse igennem fire år, husker Jesper Særkjær.
Den nyslåede direktør måtte stå i spidsen for, at stort set hele mellemlederlaget i Scan Trapper blev skiftet ud. Organisationen blev omstruktureret, gamle markeder blev lukket ned og nye skulle opdyrkes. Processen var hård, men i dag er Scan Trapper en sund virksomhed med 29 ansatte.
Den erfaring tager Jesper Særkjær med sig ind i TEKNIQs bestyrelse, hvor han ser sig selv som repræsentant for de små virksomheder.
- Som et lille medlem kan man måske føle sig underrepræsenteret, så mit mål er, at der skal være kortere vej fra medlem til bestyrelsen. Industrien har jo mit naturlige fokus, og jeg vil gerne sikre, at den gruppe får en stemme, siger Jesper Særkjær.
Manglen på arbejdskraft er et andet emne, der optager Jesper Særkjær, og han mener, at TEKNIQ her har et stærkt fundament at bygge videre på.
- Jeg synes allerede, at TEKNIQ har gjort en stor indsats for at ændre kulturen i de tekniske fag, så flere kvinder og piger vælger branchen til. Samtidig er der et fortsat potentiale for at arbejde bredere med mangfoldighed – både i forhold til udenlandsk arbejdskraft og til at skabe arbejdspladser, hvor alle, også LGBT-personer, føler sig velkomne. Her i Vestjylland findes der stadig mere traditionelle arbejdspladser, hvor udviklingen tager længere tid, men netop derfor er det en vigtig indsats, som vi skal fastholde og udbygge, siger Jesper Særkjær.