Lasse Houengaard har vækstet FLD til 300 ansatte med fokus på processer og kommerciel udvikling. Nu er han nyt medlem af TEKNIQs bestyrelse, hvor han vil sikre, at det tekniske erhvervsliv er klar til den digitale og bæredygtige omstilling.
Lasse Houengaard blev egentlig ansat til at drive en webforretning, da han i 2003 kom til Finn L. & Davidsen, FLD. Før det havde han været 11 år i branchen hos en VVS-grossist, og nu skulle han stå for en websatsning.
Men skæbnen ville, at han efter kort tid lavede et management buyout af ledelsen, og så stod han i spidsen for virksomheden.
En stor mundfuld - men Lasse Houengaard så straks et stort potentiale i at udvikle FLDs processer og få virksomheden til at vækste.
Faktisk ser han det som sit kald at være procesorienteret.
- Da jeg blev direktør for FLD i 2003, var jeg fra første øjeblik interesseret i den kommercielle side, for der var så meget at komme efter. Jeg var omgivet af fagfolk, som vidste meget mere end mig om el og vvs. Men det kan man ikke vækste på alene, det er en lang udvikling, der skal understøttes af processer og it. Og det har drevet mig de sidste 23 år, siger Lasse Houengaard, nyslået bestyrelsesformand for den tekniske installationsvirksomhed Finn L. & Davidsen.
Sideløbende har Lasse Houengaard været fast inventar i TEKNIQs foreningslandskab. Han har været formand for El- og VVS-entreprenørforeningen, medlem af kredsforeningen i Køge og i TEKNIQ-rådet og bestyrelsesformand for EUC Sjælland.
Derfor var det også naturligt at sige ja, da han blev spurgt, om han ville stille op til TEKNIQs bestyrelse.
- Jeg kender oprigtigt TEKNIQs foreninger nedefra, og derfor følte jeg også, at jeg kunne sige ja til at opstille. Hele det tekniske erhvervsliv står foran en stor mulighed frem mod 2050, hvor grøn omstilling er omdrejningspunktet. Og jeg vil gerne sætte mit aftryk på, hvordan vi i fællesskab kan professionalisere virksomhederne, så vi er klar til at gribe mulighederne, siger Lasse Houengaard.
Da Lasse Houengaard overtog FLD, var der 40 ansatte i virksomheden. Han var ejerleder i klassisk forstand og havde alle kasketter på: Ejer, bestyrelse og leder i dagligdagen. Det største skel kom dog, da FLD rundede 100 ansatte.
- Indtil da behøver man ikke have så mange hjælpe- og backupfunktioner, men når man har 100 ansatte, skal man til at lede gennem ledere og så endda på forskellige lokationer. Men pludselig får du også hjælp til HR, ESG og byggeledelse, så for mig har det været en god rejse, siger Lasse Houengaard, der i dag leder 300 ansatte.
Efter 23 år som ejer og direktør for FLD gennemførte Lasse Houengaard i begyndelsen af maj et planlagt generationsskifte. Den nu forhenværende CFO og COO, Jesper Holmgreen Hansen, skal nu stå i spidsen for FLD som CEO.
Lasse Houengaard fortsætter i virksomheden som arbejdende bestyrelsesformand.
- Jeg træder ud af den daglige drift og kan fokusere fuldt i på FLDs strategiske udvikling og opkøb af installationsvirksomheder. Jeg har ikke svært ved at give bolden til andre, for jeg regner med, at de også værner om den. Det er et nyt, spændende kapitel, som jeg glæder mig til, siger Lasse Houengaard.
Lasse Houengaard (th) giver hånd til FLDs nye direktør, Jesper Holmgreen Hansen (tv).
Der skal noget mere end faglighed til for at drive en virksomhed i det tekniske erhvervsliv i dag, mener Lasse Houengaard, der vil arbejde for, at TEKNIQ klæder medlemmerne på til den opgave.
- Hvis du vil tiltrække dygtige medarbejdere, så må du omfavne ESG, AI og grøn omstilling, kort sagt den udvikling som hele verden undergår. Det er ikke nok at kigge på E’et i ESG, man skal favne S’et og skabe en fed arbejdsplads med dygtige lærlinge og være udadvendt mod verden med G’et. Man skal have et kommercielt blik, det er kun på den måde, vi kan tiltrække de unge, og det skal TEKNIQ hjælpe medlemmerne med, mener Lasse Houengaard.
Et andet punkt der står højt på det nye bestyrelsesmedlems dagsorden, er en modernisering af TEKNIQs foreningsstruktur.
- Vi skal stille de rette værktøjer til rådighed, der skal hjælpe medlemmerne i den her professionaliseringsproces. Det kan være foredrag og uddannelse til ejerlederne og lederne lige under dem. Der er for mange, som ikke deltager i foreningerne, og så bliver de små og fragmenterede. Der skal ske en modernisering, mener Lasse Houengaard.
Hvor håber du, at TEKNIQ er om fem år?
- Der skulle vi gerne have udviklet os yderligere som organisation hvor både fagligheden og en dyb indsigt i medlemmernes kerne kompetencer spiller en stor rolle. Men samtidig have fået professionaliseret vores mange gode serviceydelser og kompetenceløft til medlemmerne. Det vil gøre os til et endnu stærkere talerør for den grønne omstilling i Danmark og alle dens muligheder, siger Lasse Houengaard.