TEKNIQ: Ny motorvej til flere internationale kolleger
Publiceret:03. sep. 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
Vedtagelsen af den nye certificeringsordning gør op med bureaukrati og ventetid, så virksomhederne hurtigere kan tiltrække de nødvendige internationale kolleger til den grønne omstilling, lyder det fra TEKNIQ.
Det tekniske erhvervsliv har længe talt for lettere adgang til kvalificerede internationale kolleger. Med den nye certificeringsordning, der i dag er vedtaget i Folketinget, sker det endelig. Fra 1. januar 2027 får virksomheder med overenskomst nu mulighed for at rekruttere fra 16 lande uden for EU.
- Danmark mangler i den grad kolleger til at løfte de mange opgaver, der ligger i den grønne og digitale omstilling af samfundet, og derfor er international rekruttering helt nødvendig for, at vi kan løse opgaverne. Den nye certificeringsordning er et stærkt værktøj, fordi den belønner de seriøse virksomheder med mindre bureaukrati og kortere ventetid, siger Linda Nordstrøm Nissen, underdirektør i TEKNIQ.
Det har været afgørende for TEKNIQ, at aftalen sikrer ordnede forhold i byggeriet, samtidig med at de administrative byrder for erhvervslivet ikke øges.
- Det har været afgørende for os, at tiltagene ikke blev udvandet af administrative krav, der ikke har med erhvervslivets behov at gøre. I forhold til ID-kortet, som fagbevægelsen har ønsket, har vi kæmpet for en digital løsning, hvor oplysningerne kan genbruges, så vi sikrer ordnede forhold i byggeriet uden at spænde ben for virksomhedernes hverdag, siger Linda Nordstrøm Nissen.
Ordningen vil blive stadig vigtigere i den kommende år, da arbejdsstyrken i Europa ventes at skrumpe markant.
- Vedtagelsen af certificeringsordningen viser, at der er forståelse for de udfordringer, virksomhederne står overfor, når den europæiske arbejdsstyrke skrumper. Vi har nu fået en balanceret løsning, der både sikrer adgang til nødvendige internationale kolleger og understøtter en sund branche uden at skabe et nyt bureaukratisk monster, siger Linda Nordstrøm Nissen.
TEKNIQ udgiver mandag en oversigt over, hvordan medlemsvirksomhederne kan certificeret og tage den nye ordning i brug.
Disse lande er omfattet af certificeringsordningen